Offentlig sundhedsforskning skal evaluere industriens resultater

Debatindlæg af Klaus Lunding, formand for Danske Patienter – bragt i Altinget.dk

I Danmark løfter lægemiddelindustrien og private fonde store dele af sundhedsforskningen. De mange midler fra industrien bidrager til udvikling af ny medicin og nye sundhedsteknologier til gavn for patienterne. Vi har derfor brug for den forskning i lægemidler og sundhedsteknologi, som industrien kan bidrage med.

Desværre ses der en tendens til, at de øgede private forskningsmidler sker på bekostning af uafhængige forskningsmidler – dels fordi politikernes betalingsvilje bliver mindre i takt med øget kommerciel forskning, og dels fordi forskningskapaciteten i sundhedsvæsenet ikke er ubegrænset.

69 millioner kroner blev der skåret i støtten til Den Frie Forskningsfond i 2020 sammenlignet med året før. Det er bekymrende, for med beskæringen i det frie forskningsområde er der nemlig færre penge til at forske i en række områder, hvor der ikke er en klar kommerciel interesse fra industrien, men hvor der potentielt er en klar gevinst for patienter og samfundet.

Udtrapning af medicin bliver overset

Virksomhedernes forskning i medicin og sundhedsteknologier har som primært formål at udvikle nye behandlingsformer med henblik på at opnå tilladelse til markedsføring.

Som repræsentanter for patienterne er vi glade for, at der udvikles nye behandlinger, som kan komme patienterne til gavn. Men vi har også brug for at fremme forskningen, der hvor der ikke er en kommerciel interesse, men hvor patienterne og samfundet kan opnå betydelige fordele.

Når virksomhederne udvikler nye lægemidler med henblik på godkendelse til markedsføring, er der meget sjældent forsket i, hvornår patienterne har gavn af at trappe ud af behandlingen, og forskningen følges sjældent op med forsøg, der belyser, om reducerede doser af medicin kan bidrage med samme effekt.

Med andre ord mangler der forskning i evaluering af de lægemidler og sundhedsteknologier, som allerede er taget i brug.

Ofte er behandling med lægemidler forbundet med bivirkninger, og medicinen er dyr for samfundet. En offentlig investering i forskning om udtrapning og doser vil derfor potentielt være til stor gavn for patienterne og for samfundsøkonomien. Det burde være et forskningstema på lige fod med forskning og udvikling af nye lægemidler.

Ulighed mellem patientgrupper

Lægemiddelindustrien fylder meget i sundhedsforskningen. Derfor kommer meget af forskningen i sundhedsvæsenet til at handle om lægemidler.

Men spørgsmålet er, om lægemidler altid er det bedste behandlingsalternativ. Virker antidepressiver bedre end psykologbehandling? Kan kostomlægning og træning erstatte en del af den medicinske behandling for gigt- og diabetespatienter?

Det er spørgsmål, som er relevante at besvare for patienterne og for samfundet, men det er typisk ikke forskning, der bliver initieret af industrien, idet hensigten med forskningen er at få markedsføringstilladelse til medicinen.

Når forskningen primært finansieres og initieres af industrien, er der helt naturligt områder, som bliver underprioriteret. For eksempel sjældne sygdomme, hvor der ikke er et stort markedspotentiale, eller psykiatrien, hvor markedet for de dyre lægemidler er lille. Eller multisyge, som er vanskelige at inkludere i kliniske forsøg, der har til hensigt at opnå hurtige resultater og markedsgodkendelse.

Det skaber ulighed mellem patientgrupper, og det er hverken godt for den enkelte patient eller samfundet.

Regioner og stat skal prioritere anderledes

Der skal ske en markant forøgelse af de midler, der er til rådighed for den uafhængige kliniske forskning, så vi bedre kan udnytte potentialet i at afprøve og vælge de bedste og mest økonomiske behandlinger til gavn for patienterne og økonomien i sundhedsvæsenet.

Udenlandske undersøgelser har vist, at det er en investering, der kommer mange gange tilbage til samfundet, og vi har en lang række eksempler på kliniske forsøg, der har ført til bedre og mere skånsomme behandlinger for patienterne og store gevinster til samfundet i form af mere effektive behandlinger, færre genindlæggelser og færre liggedage.

Når vi taler om uafhængig klinisk forskning, så taler vi om en investering, hvor sandsynlighed for et positivt afkast er meget stor. Derfor bør regionerne og staten prioritere uafhængige forskningsmidler – ikke som et nødvendigt onde, når der skal lægges offentlige budgetter, men som en investering i bedre og mere effektiv patientbehandling.