Penge fra industrien påvirker lægers adfærd

Nyhed
none

Studie viser, at det har betydning for lægers adfærd, om de får økonomisk støtte fra medicinalfirmaer. Danske Patienter er derfor glade for, at regioner vil finde ny løsning på lægers efteruddannelse.

Læger, der får sponsoreret rejser og konferencer af medicinalindustrien, handler anderledes end deres kolleger, som ikke har modtaget nogen form for sponsorater. Det viser et nyt stort studie, der har gennemgået al forskning på området fra 1992 til 2016.

For eksempel viser studiet, at lægerne i højere grad ordinerer et bestemt lægemiddel efter at de har deltaget i firmasponserede konferencerejser.

Ifølge Danske Patienter er konklusionerne ikke overraskende. Det er blandt andet derfor, at Danske Patienter har støttet, at læger i fagudvalg under Medicinrådet skal leve op til særlige habilitetsregler.

Der må aldrig være den mindste tvivl om, hvorvidt industriens interesser sidder med ved bordet, hvor vi beslutter om et lægemiddel skal godkendes som standardbehandling. Derfor er det vigtigt med skrappe krav til lægers uvildighed, siger Danske Patienters direktør, Morten Freil, og slutter:
Og det her studie dokumenterer endnu engang, at der ikke er så meget at diskutere – det har betydning for lægernes adfærd.

Positivt at se på lægers efteruddannelse

Da habilitetsreglerne blev introduceret, var der diskussioner om, at det ville få konsekvenser for lægernes muligheder for efteruddannelse. Der er nemlig tradition for, at den bliver betalt af industrien – og det betyder i praksis, at mange læger ikke kan leve op til Medicinrådets krav om uvildighed.

Regionerne er derfor begyndt at se på, hvordan de kan sikre lægernes muligheder for efteruddannelse – uden at den enkelte læge direktes støttes af industrien. Og det er en rigtige vej at gå, mener Danske Patienter.

Lægers efteruddannelse er vigtig for patienterne, så det er positivt, at regionerne kigger på nye løsninger, så det ikke er industrien, der betaler for den enkelte læge. Det er regionerne der, som arbejdsgiver, må betale – eller der må laves en form for pulje med midler fra industrien, som regionerne råder over, så der ikke er en direkte forbindelse mellem firmaer og de enkelte læger, siger Morten Freil.

Du kan læse studiet online her.

Danske Patienters retningslinjer for samarbejde med industrien

Danske Patienter modtager ikke støtte fra industrien – og der er også klare retningslinjer for medlemsforeningers økonomiske forbindelser til medicincalindustrien.

Retningslinjerne skal sikre fuld åbenhed og at organisationens patientperspektiv ikke kan anfægtes.

Læs retningslinjerne her.

Sagde industrien lige ja til en fond?

På Folkemødet 2017 arrangerede Danske Patienter en debat om lægers og patientforeningers (u)afhængighed af industrien.

Til debatten lød et af forslagene, at man skulle oprette en industrifond, som foreninger kan søge penge fra.

Læs mere her.