Patientinddragelse betaler sig

På Nyremedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital bliver patienterne inddraget i beslutningen om, hvilken dialyseform de skal have, på en ny måde.

58-årige Bjarne Brøchner er patient på Aarhus Universitetshospital. Flere gange om ugen skal han i dialyse – men som noget nyt er han selv med til at bestemme, hvordan dialysen foregår.

Bjarne Brøchner er nemlig tilknyttet Nyremedicinsk Afdeling, som er blandt de 18 afdelinger, der er med i ViBIS’ projekt Det Brugerinddragende Hospital. Her afprøver afdelingerne som en del af projektet to metoder til brugerinddragelse – henholdsvis fælles beslutningstagning og brugerstyret behandling.

På Nyremedicinsk Afdeling arbejder de med fælles beslutningstagning. Det betyder, at patienterne har fået præsenteret de forskellige dialyseformer, deres fordele og ulemper, og så vælger de den dialyseform, der passer bedst til netop deres liv og hverdag. Bjarne Brøchner valgte bughuledialyse, som man får i hjemmet. Og han er langt fra den eneste.

Patienten sparer tid

Det har nemlig vist sig, at langt flere patienter end forventet vælger hjemmebehandling – oven i købet vælger mange patienter bughuledialysen ligesom Bjarne.

Med hjemmedialyse bliver behandlingen bedre for patienterne. Ud over at Bjarne Brøchner slipper for køreturen til hospitalet tre gange om ugen, bliver hjemmedialyse-patienters blod ofte renset bedre, fordi de kan dialysere sig selv oftere, men i kortere tid ad gangen – og det kan betyde, at patienterne får brug for mindre medicin.

Netop bedre forløb for patienterne er formålet med Det Brugerinddragende Hospital.

Vi arbejder udelukkende med det her for patienternes skyld. Det er ikke os, der har fundet på at skubbe opgaver hjem til patienterne. Det er patienternes interesse, vi har for øje, men samtidig er vi ikke blinde for, at brugerinddragelse også åbner muligheden for at udnytte ressourcerne bedre, siger Helle Max Martin, der er projektleder, til Randers Amtsavis.

Metoder skal udbredes til alle hospitaler

De gode erfaringer fra Det Brugerinddragende Hospital i Aarhus vækker interesse hos andre hospitaler rundt om i landet.

Til efteråret tager ViBIS hul på en ny fase af projektet, hvor konkrete anbefalinger og redskaber bliver samlet i såkaldte implementeringspakker, som skal gøre det nemmere for personalet andre steder i sundhedsvæsenet at arbejde med metoder til inddragelse. Undersøgelser viser nemlig, at personalet er motiveret til at inddrage patienterne og deres pårørende, men at de mangler viden om, hvordan de skal bære sig ad i praksis.

Det Brugerinddragende Hospital begyndte i 2014 med en bevilling fra TrygFonden. Til at udvikle implementeringspakker har TrygFonden nu bevilliget yderligere 4,9 millioner kroner.

Læs mere om Det Brugerinddragende Hospital her.

Fælles beslutningstagning

Fælles beslutningstagning er en systematisk proces, hvor patient og sundhedsprofessionel gennem dialog sammen skal finde frem til den rette behandling.

Læs mere om metoden her.

Video: Hvad er brugerstyret behandling

I videoen forklarer vicedirektør Annette Wandel fra ViBIS kort, hvad fælles beslutningstagning går ud på.

► Se også: Henning bliver behandlet hjemme.