PRO-data kan skabe kulturændring i sundhedsvæsenet

PRO-data har potentiale til at skabe kulturforandring og øge kvaliteten af behandlingen. Det store spørgsmål er, hvordan man bedst implementerer det.

For nyligt var ekspertgruppen i Program PRO endnu en gang samlet. Denne gang for at diskutere de konkrete rammer for, hvordan patientrapporterede outcome data (PRO-data) kan implementeres hensigtsmæssigt som en del af kvalitetsudviklingen i sundhedsvæsenet.

I den forbindelse blev det også diskuteret, hvordan man sikrer relevans for de patienter, der skal levere den data, som man vurderer behandlingseffekterne ud fra.

Stort potentiale i PRO

Ekspertgruppen påpegede, at nok er der behov for kvalitetsudvikling, men det er helt afgørende, at det er kvalitetsudvikling i retning mod mere patientcentreret praksis. PRO-data må derfor tænkes ind i den sundhedsfaglige praksis, idet PRO-data netop har potentiale til at forandre kulturen i mødet mellem den sundhedsprofessionelle og patienten.

På den måde kan PRO-baserede kvalitetsdata være anderledes fra andre kvalitetsdata, der typisk ikke berører den individuelle patient nu og her.

PRO-data har vist sig at have et lovende potentiale til at øge kvaliteten af behandlingsforløb gennem øget patientinddragelse og hurtigere respons på individuelle behov. Men samtidig har vi brug for større analyser på gruppeniveau, der kan øge kvaliteten gennem sammenligning og læring på forløbsplan og på tværs af sektorer. Det behov er endnu ikke forsøgt imødekommet i det danske sundhedsvæsen, siger Frederikke Storm, projektleder for Program PRO.

Datadrevet forandring

Ambitionerne i Program PRO stiller krav til muligheden for at dele data mellem de konkrete sundhedsprofessionelle, der er involveret i patientens behandlingsforløb. Både jura og den eksisterende IT-infrastruktur er derfor også blandt de vilkår, som ekspertgruppen forholder sig til. Figuren nedenfor skitserer overordnet, hvordan kommunikationsveje kunne se ud.

Forventet data flow:

pro-data.jpg

Figuren skitserer følgende:

  • Patient besvarer spørgeskema om eget helbred (elektronisk eller via indscannet papirskema) og data uploades til IT-platform.
  • Patientens individuelle PRO-data kan tilgås af aktuelle behandlere i regi af egen læge/på sygehuset/kommunen. Dette giver mulighed for at anvende patientens egne rapporterede data som udgangspunkt for konsultationer og til justering af behandlingsforløbet.
  • Samtidigt opsamles patientgruppens PRO-besvarelser i en kvalitets- og analyseenhed, der aggregerer og analyserer data. Der sker løbende feedback til ledelser i begge sektorer på baggrund af analyser af de aggregerede PRO-data.

På seneste ekspertgruppemøde blev det yderligere påpeget, at resultater af analyser på de indsamlede PRO-data på gruppeniveau ideelt set også bør kommunikeres til patientgruppen og patientorganisationerne.

Så få spørgsmål som muligt

Endeligt er der i ekspertgruppen interesse for avancerede spørgeteknikker, som sikrer, at det kun er de spørgsmål, som er relevante for den enkelte patient, der stilles. På den måde vil man belaste patienterne mindst muligt, hvilket eksperterne vurderer er et af de vigtigste hensyn, der bør tages i forbindelse med implementeringen af PRO-data i sundhedsvæsenet.

Læs mere om Program PRO her.

Hvad er Program PRO?

none

I projektet Program PRO har ViBIS i samarbejde med TrygFonden arbejdet med, hvordan patientrapporterede oplysninger kan bruges i den enkelte behandling og i kvalitetsudviklingen af sundhedsvæsenet.

Læs mere om projektet her.