Psykiske problemer overses

Politisk indspil
none

Der mangler tilbud til mennesker med psykiske lidelser – det koster både den syge og samfundet dyrt.

Antallet af mennesker, der udvikler en ikke-psykotisk psykisk sygdom, er stærkt voksende, og de mangler tilbud. Det efterlader mange med store vanskeligheder og ringere livskvalitet.

Danske Patienter har udarbejdet det politiske indspil Psykiske problemer overses. Med indspillet sætter Danske Patienter fokus på de manglende tilbud til mennesker, som får psykiske problemer eller sygdomme som følge af en kronisk sygdom eller andre belastende livsomstændigheder.

Der er i dag alt for mange mennesker, der har psykiske problemer, som kunne afhjælpes, hvis tilbuddet om hjælp var der. Men som det er i dag har de ikke store chancer for at få hjælp, før de er blevet alvorligt invalideret – og med de bebudede nedskæringer i Satspuljemidlerne, er der ikke udsigt til, at det bliver nemmere i fremtiden – hvilket Danske Patienter finder dybt bekymrende, udtaler formand for Danske Patienter Lars Engberg (formand i perioden 2010-2016).

I indspillet fremsætter Danske Patienter forslag til tiltag, der kan styrke tilbuddene, blandt andet styrkelse af kompetencer og øget kapacitet.

Psykiske reaktioner og sygdomme påfører ikke blot den enkelte person og de pårørende store lidelser, det forøger også risiko for langtidssygemelding og førtidspension betydeligt. Derfor er det helt nødvendigt, at alle danskere med et behov for støtte, eller behandling, rent faktisk kan få det, fortsætter Lars Engberg.

Der er i dag mindst 250.000 mennesker, som har en depression, 250.000 mennesker med angst og 75.000 med en spiseforstyrrelse. Mennesker med kroniske lidelser har en betydelig øget risiko for at udvikle en depression. Blandt andet udvikler hver femte patient med en blodprop i hjertet og tæt på halvdelen af mennesker med Parkinsons en depression.

Læs Danske Patienters indspil her.

Større fokus på psykiske problemer

Alle patienter med behov for behandling i forbindelse med psykiske reaktioner eller sygdom skal have adgang hertil. Derfor skal der etableres flere tilbud rettet mod mennesker med psykiske problemer. Det er hovedbudskabet i Danske Patienters politik på området.

Læs mere her.

Fysisk sygdom har psykiske konsekvenser

Hvis man lider af for sygdomme som kræft, diabetes eller sclerose, er risikoen for at få en depression markant større end i normalbefefolkningen. 

Men kronikere får ikke den tilstrækkelige hjælp. Det efterlader mange med store vanskeligheder og ringere livskvalitet. Desuden koster det samfundet dyrt.

Læs det politiske indspil her.