Regeringen vil have patienterne med ved beslutningsbordet

Nyhed
none

Patienter skal sidde med ved bordet, når der skal træffes beslutninger på både nationalt-, regionalt- og lokalt niveau, lyder det i sundhedsreformen. Danske Patienter roser forslaget.

Patientforeningerne ved, hvor skoen trykker, og derfor inviterer vi dem for første gang nogensinde indenfor, hvor beslutningerne skal træffes. Sådan lød det fra statsministeren, da han i BT Live uddybede forslaget om at styrke patientrepræsentationen som led i sundhedsreformen. Udmeldingen glæder Danske Patienter.

Det er ikke set før, at en statsminister i den grad lægger vægt på, at man vil inddrage patient- og pårørendeforeningerne. Det er et kvantespring, som vi er meget glade for, siger direktør Morten Freil fra Danske Patienter.

Med reformen skal der udpeges en patientrepræsentant i det nye nationale organ, Sundhedsvæsen Danmark, og en repræsentant i bestyrelsen i hver af de fem sundhedsforvaltninger. Desuden fortsætter de nuværende patientinddragelsesudvalg, som de 21 nye sundhedsfællesskaber får ansvaret for.

► Læs også: Dét betyder sundhedsreform for patienterne

Giver bedre løsninger

I dag er der allerede patientrepræsentanter i forskellige fora og følgegrupper, som kommer med input til både store og små indsatser, men nu kommer patienterne tæt på dér, hvor beslutningerne skal træffes. Det er der flere gode grunde til, mener Danske Patienter.

Når man lytter til patienternes og de pårørendes perspektiv, så får man ganske enkelt bedre beslutninger, som tager udgangspunkt i deres behov. Læger og sygeplejersker har selvfølgelig også god viden om, hvad der gavner patienterne, men de vil aldrig kunne repræsentere patientperspektivet hele vejen igennem som en patientrepræsentant kan, siger Morten Freil og uddyber: Patienterne er de eneste, som på egen krop har oplevet, hvilke udfordringer der er i behandlingsforløb på tværs af sektorer. Og kun patienterne kan pege på, hvor og hvordan det giver mening at bruge livskvalitet som et kvalitetsmål, fordi det er dem, der lever med sygdom i hverdagen.

Vigtigt, at de er repræsentative

Det er endnu ikke klart, hvilke patienter der skal sidde med om bordet – og hvordan de skal udpeges. Ifølge Danske Patienter er det vigtigt, at patienten har et bredt perspektiv og et repræsentativt mandat, for at sikre, at det kommer alle patienter til gavn.

Man skal sikre sig, at repræsentanten både varetager interesser for store og små patient- og pårørendeforeninger – og på tværs af både somatiske og psykiske sygdomme. Derfor vil det give god mening, at en organisation som Danske Patienter bliver hørt, i og med at vi består af mere end 80 foreninger med demokratisk valgte ledelser, der vælger de repræsentanter, som Danske Patienter sender i byen. Men det afgørende er, at repræsentanten har et bredt mandat, slutter Morten Freil.

Finansieringen må ikke gå ud over patienterne

none

Det er en stor omstilling, sundhedsvæsenet står over for med en ny reform. Derfor bekymrer det Danske Patienter, at en del af finansieringen ifølge udspillet skal komme fra administrative besparelser.

"Vi kan godt frygte, at man forventer at høste besparelser ved at effektivisere administrationen, før man reelt er klar til at løfte opgaven i de nye sundhedsfællesskaber," siger direktør Morten Freil fra Danske Patienter og fortsætter:

"Det kan give dårlige kvalitet og sammenhæng i behandlingen, og så er det patienterne, der i sidste ende betaler prisen."

Læs mere her.