Rundspørge: Patienter har det svært på arbejdsmarkedet

For nogle bliver diagnosen en klods om benet, når de søger ind på arbejdsmarkedet eller vil skifte job. For andre betyder sygdommen, at de må vinke farvel til et job, de har haft i årevis, fordi de har svært ved at arbejde på samme vilkår som hidtil.

Fælles for mange patienter på tværs af diagnoser er, at de har det svært på arbejdsmarkedet. Det viser en rundspørge, som Danske Patienter har foretaget blandt sine medlemsforeninger.

Her svarer tre ud af fire foreninger ja på spørgsmålet om, hvorvidt deres medlemmer oplever udfordringer på arbejdsmarkedet på grund af deres sygdom.

Tilbagemeldingerne peger på flere forskellige problemstillinger, som kan inddeles i tre kategorier: Adgangen til arbejdsmarkedet, fastholdelse på arbejdspladsen og samarbejdet med jobcentret.

Adgang til arbejdsmarkedet

Den første udfordring, der møder mange patienter, er adgangen til arbejdsmarkedet. En diagnose kan nemlig betyde, at man har sværere ved at gennemføre en uddannelse eller at det er umuligt også at passe et studiejob ved siden af, hvilket giver den nødvendige erhvervserfaring, som mange arbejdsgivere efterspørger. Derfor er de dårligere stillet end deres studiekammerater, når jobjagten begynder efter endt uddannelse.

Flere foreninger peger på, at der mangler fleksjoblignende ordninger for studiejob, så man som studerende med en sygdom ikke skal risikere at miste sit handicaptillæg til SU’en, hvis man i en periode vil forsøge sig med et studiejob.

En anden problematik i adgangen til arbejdsmarkedet er, at man på grund af sygdom er udelukket fra visse erhverv – for eksempel jobs der stiller særlige krav til fysikken eller som har skiftende arbejdstider, der ikke er foreneligt med at passe sin sygdom. Desuden er udbuddet af jobs på særlige vilkår begrænset.

Fire foreninger fortæller om decideret diskrimination i forbindelse med ansættelse. For eksempel oplever nogle af deres medlemmer, at de får afslag, når de nævner deres diagnose, mens de bliver tilbudt job, når de ikke nævner det. Derfor er de tilbageholdende med at nævne deres sygdom, selvom det kan have betydning for, hvordan de efterfølgende kan klare sig på arbejdspladsen – og konsekvenser for arbejdsgiverens mulighed for at få kompensation efter §56.

► Læs også: Patienter bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet

Fastholdelse på arbejdspladsen

Når man først er inde i varmen og har landet jobbet, kan det være en udfordring at beholde det på grund af sygdom. Her spiller ting som manglende viden eller vilje hos arbejdsgiveren og mangelfuld lovgivning ind.

Nogle patienter oplever, at arbejdsgiveren bevidst stiller urimelige krav til arbejdsindsats eller ikke vil imødekomme eventuelle særlige behov, fordi de har et ønske om at opsige medarbejderen.

Derfor presser patienterne sig selv til det yderste og tager på arbejde, selvom de reelt er for syge – med det resultat, at de går ned med stress og alligevel bliver fyret. For de patienter, som kæmper sig på arbejde for at holde fraværet nede, kan det desuden have den utilsigtede konsekvens, at det bliver svært at få bevilliget kompensation til arbejdsgiveren efter §56.

Fakta om fleksjob

Fleksjob kan tildeles personer, som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på grund af en varig og væsentlig begrænset arbejdsevne.

I fleksjobbet tages der hensyn til, at medarbejderes arbejdsevne er begrænset, og kommunen udbetaler et tilskud til lønnen, der kompenserer for den nedsatte arbejdsevne.

Læs mere her.

Flere foreninger udnævner generelt lovgivning – og i særdeleshed fleksjoblovgivningen – som det største problem i forhold til fastholdelse på arbejdsmarkedet.

Man er for eksempel ikke berettiget til et fleksjob, før arbejdsevnen er meget lav – og i den periode, hvor man ikke er dårlig nok til fleksjob, men hvor man heller ikke kan arbejde fuldtid, må man indstille sig på en væsentlig lønnedgang. Det er ikke alle, der har råd til det – og for dem, der har, er det heller ikke sikkert, at arbejdsgiveren vil gå med til nedsat arbejdstid.

Nogle patienter, som har fået bevilliget fleksjob på den gamle ordning, er desuden mere eller mindre stavnsbundne til deres nuværende arbejdsplads, medmindre de vil acceptere en stor lønnedgang ved jobskifte, fordi de vil blive omfattet af nye regler og satser. Det betyder, at de i praksis er afskåret muligheden for at forfølge deres karrieredrømme på lige fod med andre.

Samarbejdet med jobcentret

Hvis hverken adgang til eller fastholdelse på arbejdsmarkedet er lykkedes, så møder patienterne endnu en udfordring – jobcentret. Flere foreninger beretter om bekymrede medlemmer, der frygter meningsløse ressourceforløb og fejl i sagsbehandlingen.

For eksempel oplever flere, at medarbejderne på jobcentret mangler viden om de forskellige sygdomme med det resultat, at patienten bliver vurderet mere arbejdsdygtig end tilfældet er. Det fører til unødvendige nederlag i jobprøvningen og gør patienterne utrygge, fordi de kan risikere at miste retten til sygedagpenge og ende på kontanthjælp.

Konkret peger flere af foreningerne på, at jobcentret burde have særligt fokus på kronisk sygdom, så patienterne for eksempel har særlige forløb med færre kontaktpersoner, da det kan være svært at overskue systemet, når man også kæmper med sygdom.

Det ville også være gavnligt, hvis der var et tættere samarbejde mellem jobcentrets medarbejdere og det specialiserede sundhedsvæsen, så man kan vidensdele og ikke mindst udbrede de gode erfaringer med at få patienter i job.