Så er der pakker på vej til de danske hospitaler

Pressemeddelelse

Med støtte fra TrygFonden skal ViBIS udvikle implementeringspakker til patientinddragelse.

De er uden bånd og indpakningspapir, men vil ikke desto mindre bringe glæde på de danske hospitaler – det er såkaldte implementeringspakker, der skal gøre det nemmere for hospitalerne at inddrage patienterne aktivt i beslutninger om behandling. TrygFonden støtter initiativet med fem millioner kroner.

Susanne Lundeman har en nyresygdom, der kræver, at hun renser sit blod. Hun får den behandling, man kalder dialyse. Men hvordan skal behandlingen foregå? Skal Susanne tage på hospitalet tre gange om ugen? Skal hun bruge tid i hjemmet og håndtere behandlingen selv? Skal hun koble sig på en maskine om natten og lade den klare arbejdet, mens hun sover?

Ligegyldigt hvilken sygdom man har, er der altid en række vigtige valg at træffe i et behandlingsforløb. For Susanne var der ingen tvivl. Hun har valgt at få hjemmedialyse, fordi det passer bedst til hendes hverdag.

Det giver utroligt meget frihed, at man selv bestemmer, hvornår det skal ske. Hvis jeg har en privat aftale, så kan jeg sige ja uden at tage hensyn til, at jeg skal være på hospitalet på et bestemt tidspunkt. Jeg rykker min dialyse alt efter, hvad jeg skal, fortæller Susanne Lundeman, der typisk udnytter behandlingstiden med at læse lektier med sit barnebarn.

Valget om at få hjemmedialyse er et eksempel på det, der kaldes brugerstyret behandling. Det er en metode til at inddrage patienternes behov og ønsker i behandlingen, som Aarhus Universitetshospital, hvor Susanne Lundeman er patient, arbejder aktivt med.

Millionbevilling til patientinddragelse

Aarhus Universitetshospital er nemlig med i projektet Det Brugerinddragende Hospital, hvor 18 afdelinger afprøver to anerkendte metoder til at inddrage patienterne i behandlingen – fælles beslutningstagning og brugerstyret behandling. Det er første gang, man i Danmark tester metoder i så stort et omfang.

Vi ved fra udlandet, at patientinddragelse ikke bare giver gladere patienter – det giver også bedre forløb, færre genindlæggelser og højere patientsikkerhed. Men det kan være svært at overføre internationale erfaringer til en dansk hospitalskontekst og derfor vil vi udvikle ”how to do it”-pakker, der kan gøre det nemmere for læger og sygeplejersker at inddrage deres patienter, siger Helle Max Martin, projektleder i ViBIS.

Det Brugerinddragende Hospital har kørt siden 2014 og er et samarbejde mellem Aarhus Universitetshospital, Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS) og Aarhus Universitet.

TrygFonden har finansieret projektet – og med en ny bevilling til ViBIS på 4,9 millioner kroner er det nu muligt at samle erfaringerne i såkaldte implementeringspakker. Pakkerne består af anbefalinger og metodevejledninger, som skal klæde de sundhedsprofessionelle på til at inddrage patienterne aktivt i beslutninger om behandling og i tilrettelæggelsen af patientforløbet.

Personalet efterspørger viden om metoder

En undersøgelse blandt 1.500 læger og sygeplejersker fra december viser, at de netop efterspørger viden om metoder og redskaber til at inddrage patienterne. Derfor håber programchef i TrygFonden Mette Meldgaard, at man med pakkerne for alvor får udbredt kvalificerede metoder til at inddrage patienter og deres pårørende i Danmark.

I TrygFonden har vi et klart mål om at gøre patienters møde med sundhedsvæsenet mere sikkert og trygt. Med bevillingen tager vi et afgørende skridt, så vi frem for at tale om patientinddragelse som en god idé i stedet taler om, hvordan man gør det i praksis og hvilke positive og konkrete resultater det kan skabe for patienter såvel som personale, siger hun.

Pakkerne bliver tilgængelige for alle landets hospitaler og det kommunale sundhedsvæsen fra efteråret 2017.

Brugerstyret behandling

Brugerstyret behandling er en samlebetegnelse for tilbud, der sigter mod at give patienten større indflydelse på tilrettelæggelsen af patientforløbet.

Læs mere om metoden her.

Det Brugerinddragende Hospital

ViBIS samarbejder med hospitaler forskellige steder i landet om at udvikle overordnede værktøjer og strategier for implementering af metoder til succesfuld inddragelse af patienter.

Læs mere om projektet her.