Skolebørn skal lære om sygdom på en sjov og anderledes måde

Nyhed
none

Sommerferien lakker mod enden, og skolerne tager fat på et nyt skoleår. Rødkilde Skole i Vanløse starter skoleåret med en temadag, som er skræddersyet af Skole for mig.

Sygdomsramte børn efterspørger, at deres raske klassekammerater får større forståelse for deres situation. Derfor har Skole for mig udviklet en temadag til skoleklasser. Rødkilde Skole bliver den første til at teste dagen i praksis.

På temadagen skal eleverne igennem forskellige øvelser, som skal gøre dem bevidste om, hvad det betyder at have en sygdom, og samtidig give klasserne konkrete redskaber, der kan gøre skoledagen nemmere for de børn, der er ramt af sygdom. Målet med temadagen på længere sigt er, at skoleklasser i hele landet kan være med til at skabe en god skolegang for børn med sygdom inde på livet.

Det handler om at støtte på den rigtige måde

Skole for migs undervisningsmateriale, som er udviklet til temadagen, handler ikke kun om sygdom, men om hvordan lærere og klassekammerater bliver i stand til at udvise den rette form for hensyn. På den måde får klassen en bevidsthed om, hvordan de sammen kan sørge for, at alle kan deltage – også barnet med den kroniske eller langvarige sygdom.

Børn med en kronisk eller langvarig sygdom ønsker ikke at føle sig anderledes. De ønsker blot at kunne deltage i undervisningen og det sociale liv i samme omfang som deres raske klassekammerater. Og da klassekammerater er med til at fastholde barnets sociale og faglige tilknytning til skolen, er det vigtigt med redskaber, som kan hjælpe med at sikre netop dette.

Formålet med temadagen er, at skolebørnene skal lære om sygdom på en sjov og anderledes måde. Vi håber, at lege og øvelser kan gøre det nemmere at få italesat de udfordringerne, der kan være ved at have en klassekammerat med en kronisk eller langvarig sygdom, fortæller Birgitte Reeslev fra Skole for mig.

Alle skal kunne bruge redskaberne

På selve temadagen får eleverne viden om, hvordan de kan medvirke til at skabe mindre stigmatisering, og hvordan de kan vise omsorg, accept og forståelse for børn med sygdom inde på livet. På den måde får klassen en forståelse for, hvordan de kan støtte klassekammerater med kronisk eller langvarig sygdom på bedste vis.

Formålet med at teste temadagen på Rødkilde Skole er at udvikle undervisningsmateriale, som bliver tilgængeligt for alle på Skole for migs hjemmeside, så flest mulige skoleklasser kan få gavn af materialet. Fremadrettet skal lærere kunne hente undervisningsmaterialet på hjemmesiden og selv bruge det i undervisningen.

Se hvilke skoler, der er med i projektet, her.

Temadag for hele klassen

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

Temadagen er en hel undervisningsdag, der giver eleverne indblik i, hvordan det er at have en sygdom på en sjov og lærerig måde. Dagen indeholder konkrete redskaber og lever op til relevante fagmål.

Find materiale til temadagen her:

Om Skole for mig


Skole for mig er et projekt, der sætter fokus på de udfordringer, som børn med kronisk eller langvarig sygdom møder i hverdagen. 

Læs mere om projektet her.