Unødig medicin og overflødige indlæggelser: Sundhedsvæsenet er presset
Unødig brug af medicin, overflødige hospitalsindlæggelser og dårlig koordination er med til at presse sundhedsvæsenet. Patientinddragelse er en del af løsningen, mener Danske Patienter.
Patientinddragelse kan både sikre en bedre behandling og frigive ressourcer i sundhedsvæsenet, som kan bruges på den stadig stigende gruppe af ældre danskere med sygdomme. Derfor skal det prioriteres langt højere end i dag, hvis det står til Danske Patienter.
Kan reducere unødige behandlinger
Særligt for patienter med flere kroniske sygdomme – de såkaldt multisyge – er der potentielle gevinster at hente. Antallet af multisyge patienter er på blot otte år steget med 31 procent, og de koster årligt samfundet fem gange så meget som en almindelig borger – alene i lægebesøg og indlæggelser, der for nogle patienter er unødige eller ligefrem uønskede.
Erfaringer fra Sverige og England viser, at man ved at lave en særlig indsats, hvor man inddrager viden om patienternes ressourcer, forventninger og behov kan reducere antallet af hospitalsindlæggelser og behandlinger med op mod 36 procent for de mest sårbare patienter – uden at det giver dårligere behandlingsresultater. Tværtimod øger det patienternes livskvalitet.
Inddragelse skal prioriteres højt
Også i Danmark har man gode erfaringer. På Aarhus Universitetshospital har man erfaret, at patienterne foretrækker telefonsamtaler i stedet for fysiske konsultationer, og at patienter efter oplæring i højere grad behandler sig selv derhjemme. Det betyder, at lægen kan bruge tiden på andre patienter, der har behov for fysisk kontakt.
Ifølge Danske Patienter er det positivt med de gode erfaringer fra projekter, men Camilla Hersom understreger, at tiden er inde til, at patientinddragelse bliver set som en naturlig – og nødvendig – del af praksis.
I dag mødes 450 læger, sygeplejersker, forskere, politikere, patienter og pårørende til debat om, hvordan patientinddragelse kan løse fremtidens udfordringer i sundhedsvæsenet. Det sker på en stor konference på Nyborg Strand, som Danske Patienter, ViBIS, KL, Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen står bag. Læs mere om konferencen her.
Kontakt
Tema om multisygdom
Næsten 1,2 millioner danskere lider af to eller flere kroniske sygdomme – også kaldet multisygdom.
Danske Patienter har lavet et tema om multisygdom: Hvordan er det for patienterne og for sundhedsvæsenet, og hvad skal der til for at sikre patienterne den bedst mulige behandling?