Psykiatri

I Danmark udgør psykiske lidelser en fjerdedel af den samlede sygdomsbyrde, og psykisk sygdom er den største og dyreste folkesygdom i samfundet. Hver fjerde dansker rammes af psykisk sygdom, inden de fylder 50, og omtrent 15 procent af børn og unge har været i behandling for en psykisk lidelse, inden de fylder 18 år.

Antallet af borgere, som har behov for hjælp og støtte fra behandlings- og socialpsykiatrien samt almen praksis, vokser – og målgruppen er præget af høj diversitet. Den omfatter nemlig både børn, unge og voksne samt deres familier og pårørende, og samtidig kan sværhedsgraden og omfanget af en psykisk sygdom være meget varierende. Desuden er der en udtalt grad af social ulighed i sundhed blandt mennesker med psykisk sygdom, når man sammenligner med gennemsnitsbefolkningen. Et konkret eksempel herpå er, at mennesker med alvorlige former for psykisk sygdom har en 15-20 år kortere levetid sammenlignet med hele befolkningen.

Psykiatriens og kommunernes kapacitet og ressourcer er ikke fulgt med den stigende efterspørgsel, især fordi området gennem lang tid har været både underfinansieret og underprioriteret. Derfor har psykiatrien i høj grad krav på mere opmærksomhed og et selvstændigt fokus.

Udfordringer i psykiatrien

En lang række udfordringer præger psykiatriområdet. Der mangler blandt andet sammenhæng og kvalitet i behandling, fokus på den tidlige indsats og rehabilitering samt en mere ligeværdig og inkluderende adgang til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. Det har både konsekvenser for den enkelte patients helbred og livskvalitet, for pårørende, som ofte skal koordinere og tage ansvar, og for samfundsøkonomien i form af blandt andet tabt arbejdsproduktion og et øget træk på sundhedsvæsenet.

Alt for længe har man kendt til de hovedudfordringer, der spænder ben for den enkelte patient i psykiatrien, og som lægger pres og ansvar over på de pårørende. Psykiatrien er præget af en udbredt mangel på uddannet personale, patientkontakt og samlet kapacitet på tværs af regioner og kommuner.

Den manglende kapacitet forhindrer f.eks. patienter i at få en sengeplads, når de har behov for det, og den gør det svært for patienter at få et opfølgende socialt tilbud, hjælp og støtte i kommunen når de bliver udskrevet. Samtidig er der tydelig mangel på koordination og samarbejde mellem sektorer, hvorfor patienter gennemgår forløb, der hverken hænger sammen eller tager højde for deres behov.

Herudover er der udtalt behov for fokus på forebyggelse og tidlig opsporing. Det gælder nemlig for psykiske problemstillinger, såvel som fysiske, at jo tidligere man får hjælp, desto bedre er udsigterne for ens forløb.

Fasthold fokus på psykiatrien

I september 2022 landede en bred politisk aftale om en 10-årsplan for psykiatrien. Prioriteringerne fra politisk hold stemmer overens med de prioriterede indsatser, som tidligere på året blev beskrevet i Sundheds- og Socialstyrelsens faglige oplæg for bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser.

Aftalen indeholder flere vigtige tiltag, herunder en styrket indsats til mennesker med svær psykisk lidelse, en her-og-nu-pakke, der skal nedbringe de stigende ventelister i 2023, og bedre hjælp til pårørende i form af undervisnings- og støtteforløb. Den politiske aftale er et første skridt på vejen, og den kan ikke stå alene, hvis psykiatrien for alvor skal opleve et langsigtet løft.

Det er nu helt afgørende, at regeringen i samarbejde med folketinget arbejder videre på at sikre midler og fremdrift i implementering af planen i sin helhed. I første omgang har man aftalt at løfte området med 0,5 milliarder årligt fra 2027 og frem samt en række engangsbevillinger fra 2023-2026 på knap to milliarder. Det er en god start, men det er langt fra målet om en fuldt finansieret plan, som implementerer det samlede faglige oplæg.

Eksperter anslår, at de nødvendige investeringer i psykiatrien vil kræve i omegnen af 4,5 milliarder årligt til permanente driftsudgifter til ambulante tilbud, sengepladser, tværgående og kommunale udgifter, samt engangsbevillinger på 3,5 milliarder til en kapacitetsudvidelse i både regions- og socialpsykiatrien. Særligt hvad angår de permanente midler er der lang vej igen.

Desuden mangler der indikatorer for en række områder, som man vil forbedre med aftalen, og ambitionen for forbedring er de fleste steder heller ikke udmøntet i konkrete målsætninger. I aftalen mangler der for eksempel indikatorer for målsætningerne om, at mennesker med psykiske lidelser i højere grad bliver inkluderet og accepteret i samfundet, og for at forskning i psykiatrien er prioriteret, ligesom der arbejdes videre med udvikling af indikatorer for, at børn og unge oplever rettidig, tilfredsstillende og inddragende hjælp.

Det er afgørende, at der bliver opstillet indikatorer for alle målsætningerne, og at ambitionen for målsætningerne bliver konkretiseret, så man løbende kan sikre den monitorering, der er lagt op til i aftalen.