Anbefalinger: Sådan opnår man vellykket brugerinddragelse

Ny evalueringsrapport fra Det Brugerinddragede Hospital kommer med seks anbefalinger til vellykket implementering af metoderne fælles beslutningstagning og brugerstyret behandling på hospitaler.

18 afdelinger har siden 2014 arbejdet med at udvikle og implementere brugerinddragende indsatser på Aarhus Universitetshospital (AUH). Det er det første brugerinddragelsesprojekt på et dansk hospital i stor skala. Nu er evalueringen klar, og den har afledt konkrete anbefalinger.

Projektleder på Det Brugerinddragende Hospital, Helle Max Martin fra ViBIS, vurderer, at projektet på AUH bliver essentiel for det videre arbejde med brugerinddragelse på danske hospitaler: 

De erfaringer, som AUH har gjort sig i udviklings- og implementeringsprocessen, er meget værdifulde. De viser, hvor udfordringerne ligger i forhold til at skabe kulturændringer og få opbakning fra ledelsen. Evalueringen viser også, at disse udfordringer kan håndteres på en konstruktiv måde. Anbefalingerne er derfor vigtige pejlemærker for medarbejdere, der skal arbejde med fælles beslutningstagning og brugerstyret behandling, siger hun.

Anbefalinger

De seks anbefalinger er målrettet projektledere og fagpersonale, der ønsker at arbejde med udvikling og implementering af fælles beslutningstagning og brugerstyret behandling.

  • Inddrag patienterne systematisk i udvikling og implementering af metoderne
  • Gå forrest som leder
  • Giv de sundhedsprofessionelle stor indflydelse
  • Tilbyd de sundhedsprofessionelle undervisning og processtøtte
  • Brug patientens stemme og de gode historier som motivation
  • Evaluer indsatsen med konkrete måleredskaber

Læs de fulde anbefalinger her.

Indsatsen har gjort en forskel

Evalueringen viser, at de brugerinddragende indsatser har haft stor betydning for patienterne på AUH. Marianne Jørgensen, der er adjunkt ved Aarhus Universitet, er en af de forskere, der står bag evalueringen.

Evalueringen har vist, at patienterne generelt føler sig mere inddraget, efter projektet er blevet implementeret, og de er begyndt at tage større del i egen behandling. På en enkelt afdeling har man eksempelvis oplevet, at 30 procent flere patienter følte sig inddraget efter implementeringen, siger hun.

Arbejdet med brugerinddragelse har også påvirket personalet positivt, og det har ført til store ændringer på hospitalet.

Der er blevet skabt en kulturændring på hospitalet. Gennem uddannelse af personalet er der opnået en større forståelse for brugerinddragelse, og personalet er i højere grad begyndt at arbejde systematisk med at inddrage patienterne og støtte dem i deres valg under behandlingsforløbet. Evalueringen viser også, at de brugerinddragende indsatser ikke har været mere ressourcekrævende for personalet, når de først er implementeret - noget, som en del medarbejde har frygtet, siger Marianne Jørgensen.
Det Brugerinddragende Hospital

Projektet er et samarbejde mellem Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsnet (ViBIS), Aarhus Universitetshospital (AUH) og Aarhus Universitet (AU). I ViBIS arbejdes der systematisk videre med resultaterne fra evalueringen. Det er målet, at erfaringerne og redskaberne udbredes til hospitaler i hele Danmark. Projektet er støttet af TrygFonden.
Læs mere om projektet her.

Evalueringsrapport

Læs evalueringsrapporten fra Det Brugerinddragende Hospital. Tryk på billedet for at downloade rapporten.

6 anbefalinger til brugerinddragelse

ViBIS præsenterer her seks anbefalinger til arbejdet med metoderne fælles beslutningstagning og brugerstyret behandling på hospitaler. Download anbefalingerne ved at klikke på billedet.

Konference: Det Brugerinddragende Hospital

none

Torsdag den 12. oktober holder ViBIS og AUH konference om Det Brugerinddragende Hospital i Aarhus. Innovationsminister Sophie Løhde åbner konferencen. 
Læs mere og se programmet her.