En simpel løsning på et stort problem

Børnenes historier

Noah lider af en blødersygdom, som gør, at selv mindre skader kan have store konsekvenser. Derfor er hans lærere og forældre bange for, at han skal slå sig - lige indtil Noas lærer får en idé.

Under 500 danskere lider af blødersygdommen hæmofili. Det er derfor en sjælden sygdom, og ikke mange skolelærere når at stifte bekendtskab med elever, der er ramt. Selvom de fleste måske har en idé om, hvad blødersygdom er, er det de færreste lærere, der ved, hvad den indebærer og hvordan de skal håndtere den.

Det gælder også for Noahs lærere. De føler, at det er et stort ansvar at skulle vurdere, om et slag på knæet er alvorligt. Derfor bliver Noahs mor ofte ringet op på arbejdet, hvor hun bliver bedt om at køre over på skolen for at tjekke skaderne – hver gang Noah slår sig.

I perioder var det dagligt, og det blev for meget. Ind i mellem var det bare hudafskrabninger, jeg kørte ud til, siger Noahs mor Sisse Jacobsen, der til dagligt arbejder som sygeplejerske på en operationsgang, og derfor kan have svært ved at køre midt i det hele

Fandt løsning ved et tilfælde

Det er netop en dag, hvor Noahs mor ikke har mulighed for at køre fra arbejdet, at læreren får en god idé. Når Noahs mor ikke har mulighed for at tjekke skaderne fysisk, må de gå teknologiens vej.

Læreren foreslår, at han sender et billede af Noahs sår på knæet via SMS, så Noahs mor på afstand kan bedømme, om det er alvorligt. Men hvad der starter som en simpel nødløsning viser sig at være en sådan succes, at det er nu blevet en fast rutine.

Sådan har vi gjort det lige siden. Efter at jeg via telefonen kan tage stilling til, om jeg skal køre fra arbejdet eller ej, har jeg kun været afsted en enkelt gang. Så de mange køreture er sparet væk, siger Sisse Jacobsen

Lærerne vokser med opgaven

Lærernes frygt for, at bløderbørn skal komme alvorligt til skade opleves som et generelt problem, fordi lærerne mangler viden om den sjældne sygdom. Derfor har Noahs forældre fortalt alle skolens lærere og pædagoger om sygdommen, og de har lavet et lille hæfte til lærerværelset med et billede af Noah, informationer om sygdommen, og hvornår det kan være alvorligt, samt deres kontaktoplysninger.

Lærerne synes, at det er rigtig svært, og enkelte af dem er meget utrygge ved at have ansvaret for Noah. Men vi har virkelig gjort meget ud af at fortælle dem, at det er vores ansvar, hvis der sker Noah noget – ikke deres. Det har hjulpet, siger Sisse Jacobsen

Lærerne vokser med opgaven, så de ikke overbeskytter Noah, og de bliver også hele tiden bedre til selv at vurdere, om der er tale om slemme skader. De andre børn i klassen ved godt, at Noah har en sygdom – men ud over, at de er ekstra hurtige til at finde en lærer, hvis han slår sig, er han på lige fod med alle andre.

Det er vigtigt for os, at Noah kan klatre i lige så høje træer som de andre børn, og at han mærker mindst muligt til sin sygdom, slutter Sisse Jacobsen

Fakta om blødersygdomme

Der findes en række forskellige blødersygdomme. De mest udbredte er hæmofili A og B, og von Willebrands sygdom.

Blødersygdomme er arvelige.

Hæmofili A og B rammer næsten kun drenge - men piger, der bærer sygdomsgenet, kan også have blødningsproblemer.

Hæmofili skyldes mangel på faktor i blodet - det er de proteiner, der får blodet til at størkne.

Knap 1000 danskere har fået konstateret blødersygdom - heraf under 500 med hæmofili.

Skole-hjem-samarbejde

Det er vigtigt, at samarbejdet mellem skolen og hjemmet fungerer – særligt hvis et barn lider af en kronisk eller langvarig sygdom. Skole for mig har samlet nyttig information om godt skole-hjem-samarbejde.

Find det her.

Virtual reality hjælper syge børn

none
Med en ny virtual reality-brille kan børn, der er fraværende på grund af sygdom, alligevel deltage i undervisningen. På den måde kommer de syge skolebørn ikke så langt bagud – hverken fagligt eller socialt. 

Læs mere om de teknologiske muligheder her.