Øger eller mindsker inddragelse ulighed i sundhed?
Kan inddragelse bruges til at indrette et mere inkluderende sundhedsvæsen, eller kommer det kun de mest ressourcestærke patienter til gode? Det undersøger ViBIS i denne vidensafdækning.
Sundhedsvæsenet er indrettet ud fra idéen om den "ideelle patient" — patienten, der har et stærkt socialt netværk, forstår sig på sygdomme, symptomer og henvisninger, og som har et overskud til at møde de krav, sundhedsvæsenet stiller.
Men er det også den patient, som inddragelse kommer til gode? Eller kan inddragelse også bruges i mødet med sårbare patienter og derved nedbringe uligheden i sundhed?
Flere aktører i sundhedsvæsnet udtrykker bekymring for, om inddragelse primært kommer ressourcestærke patienter til gavn og dermed øger uligheden i sundhed. Rationalet bag denne bekymring er, at de mest ressourcestærke patienter typisk har bedre forudsætninger for at blive inddraget.
Omvendt peger rationalet bag inddragelse på, at inddragelse – hvis det er organiseret og implementeret systematisk i hele systemet, så alle patienter bliver mødt i deres individuelle behov og præferencer – potentielt mindsker uligheden i sundhed.
Det skyldes, at behandling og pleje på den baggrund i højere grad kan målrettes den enkeltes behov, ressourcer og sygdomsmæssige kompleksitet.
Hvis inddragelse sker systematisk, vil alle typer af patienter blive opfordret til at udtrykke deres behov og præferencer. På den måde er det ikke kun de ressourcestærke patienter, der får adgang til og gavn af individuelt tilpasset behandling og pleje.
ViBIS har i 2019 gennemført en større vidensafdækning af sammenhængen mellem brugerinddragelse og ulighed i sundhed.
