Skema til selvstyring af behandling

Her finder du et eksempel på et selvstyringsskema, der understøtter, at patienterne hjemmefra kan håndtere deres egen behandling og vurdere behov for kontakt til sundhedsvæsenet.

Det er din astma, og det er dig, der kan mærke, hvordan du har det. Sådan lyder mantraet bag dette selvstyringsskema, som er udviklet på Lungemedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital i forbindelse med ViBIS' projekt Det Brugerinddragende Hospital.

lungemdicinsk_vaerktoej.jpg

Selvstyringsskemaet er udviklet for, at patienterne får den bedste mulighed for at kontrollere og
styre deres astma – og hjælp til at vurdere, hvornår de har behov for at komme i kontakt med
hospitalet. På den måde understøtter skemaet, at patienterne bedre kan behandle sig selv hjemmefra.

Det er det, man kalder for brugerstyret behandling – en metode til at inddrage patienter med, som du kan læse mere om her.

Inden patienterne tager skemaet i brug, bliver de oplært i, hvordan de skal bruge skemaet og hvordan de
måler deres såkaldte peakflow, som er den maksimale udånding en patient kan få i et åndedrag.

Patienerne kan til enhver tid drøfte med en læge eller sygeplejerske, om det er bedre at blive indkaldt til
faste kontroller, hvis patienten føler, at det bliver for uoverskueligt eller for svært at vurdere synptomerne.

To metoder til inddragelse

Fælles beslutningstagning er en metode, hvor den sundhedsprofessionelle deler sin sundhedsfaglige viden med patienten, og patienten deler sin viden om sit liv med sygdommen og sine præferencer med den sundhedsprofessionelle. Gennem dialog skal de to parter sammen finde frem til, hvilken behandling der er bedst for patienten.

Læs mere om fælles beslutningstagning her.

Brugerstyret behandling er en metode, hvor patienten i samråd med den sundhedsprofessionelle er med til at beslutte, hvornår kontrolbesøg og indlæggelser skal placeres i behandlingsforløbet. Det kan også omfatte eventuelle monitorerings-, behandlings- og plejeopgaver, som patienten selv kan og vil varetage.

Læs mere om brugerstyret behandling her.

Inspirationskatalog

ViBIS har udarbejdet et inspirationskatalog om brugerstyret behandling. Find kataloget her.