Ledere

Ekspertgruppen for ledere arbejdede med at identificere organisatoriske og ledelsesmæssige udfordringer med at implementere brugerinddragelse.

Ekspertgruppen for ledere bestod af 19 ledere fra det regionale og kommunale sundhedsvæsen – herunder direktører, vicedirektører og centerdirektører fra otte forskellige sygehuse samt centerchefer og centerledere fra otte kommunale social- og sundhedsafdelinger.

Nogle af gruppens medlemmer havde allerede erfaringer med at igangsætte brugerinddragende initiativer i deres organisation, mens andre var meget interesserede i emnet, og havde meldt sig til gruppen med henblik på at hente inspiration til at komme i gang med egne initiativer. Denne forskellighed gav gode muligheder for erfaringsudveksling og gensidig inspiration i gruppen.

Ledergruppen mødtes til to heldagsmøder i løbet af 2017. Det første møde havde fokus på at identificere, hvilke ledelsesmæssige indsatser, der skal til for at sætte gang i den kulturændring, som brugerinddragelse kræver. Her pegede lederne især på forståelsen af, hvad brugerinddragelse egentlig er, som et vigtigt indsatsområde for sundhedsvæsenets ledere at fokusere på. Også problemstillinger omkring inddragelse og ulighed blev fremhævet som en mulig barriere for at arbejde med inddragelse hos sundhedspersonalet, som ledere må tage alvorligt og adressere direkte, hvis medarbejderne skal med på ’inddragelsesvognen’.

Lederne brugte også tid på at afdække, hvilke forhold, de erfaringsmæssigt har oplevet som medvirkende til at skabe forandringer i sundhedsvæsenet. De fremhævede blandt andet ydre pres på organisationen (fra fx patienter, borgere eller politikere), at lederen anerkender og giver feedback til medarbejdere, at give medarbejderne ejerskab til nye indsatser fra starten, opstille klare mål for indsatser og reel opfølgning på disse, bruge patientfortællinger som motivation til at gå i gang med forandring, og bruge økonomiske incitamenter i kombination med faglige incitamenter.

På det andet møde diskuterede lederne konkrete eksempler på, hvordan brugerinddragelse på organisatorisk niveau kan gennemføres i en stor organisation. Samtidig fik de input til, hvordan man kan arbejde med sine medarbejderes mindset i forhold til at tillære sig nye måder at interagere med brugerne på.

Medlemmerne i ekspertgruppen

Du kan se en oversigt over medlemmerne i ekspertgruppen for ledere her.