Når én sygdom modarbejder den anden
Ida skippede insulinen for at holde vægten nede. Imens steg blodsukkeret til højder, der gav syreforgiftninger og gjorde hende blind på det ene øje.
Gennem 12 år udnyttede Ida, at hendes diabetes kunne føre til vægttab. Det udviklede sig til en spiseforstyrrelse. Først efter en behandling, der tog hensyn til begge sygdomme, er hun i dag sluppet af med spiseforstyrrelsen og har fået sin diabetes under kontrol.
Allerede fra Ida var syv år gammel, har hun måtte leve med type 1-diabetes. Sygdommen kræver, at hun nøje overvejer, hvad, hvornår og hvor meget hun spiser. Da Ida mister sin mor inden sin konfirmation, bliver sygdommen for alvor en belastning. Sorgen og skænderier i hjemmet giver hende en følelse af, at hun ikke længere er god nok, hverken som datter eller som diabetiker.
Der er simpelthen så meget, man som diabetiker skal have fokus på med mad og motion, man kan næsten ikke gøre det hele. På det tidspunkt i mit liv bliver jeg derfor sur på min diabetes, og lægger den lidt til side. Ved et tilfælde opdager jeg så, at når jeg glemmer at tage insulinen, så føler jeg mig tyndere dagen efter. Jeg kan huske, at jeg dengang følte, at jeg havde fundet nøglen til at tabe mig – og det udnyttede jeg, fortæller Ida.
For Ida bliver det begyndelsen på en række eksperimenter. Hun fifler med sin insulin for at undersøge, hvor lang tid hun kan gå uden den livsnødvendige medicin. Til sidst ender hun med at opfinde en ”kur”, hvor hun tager den sidste dosis onsdag aften, så hun kan være i de seje bukser i weekenden.
Sulter kroppen for insulin
I flere år lykkes det Ida at skjule spiseforstyrrelsen for alle omkring sig. Blandt andet opfinder hun fiktive blodsukkertal, når hun skal til kontrolundersøgelser hos sin læge. Selv om lægen selv tager ”sladreprøver”, der afslører et alt for højt blodsukker, får Ida i lang tid lov til at tage hjem, så længe hun lover at forsøge at tilpasse blodsukkeret til næste gang.
Men den selvopfundne kur er ikke uden konsekvenser. Ida mister synet på det ene øje og bliver to gange indlagt som følge af syreforgiftning. Det ender dog med, at en læge gennemskuer hende.
Jeg fik at vide, at ”så dårlig bliver man ikke af at springe en enkelt sprøjte over”. Og pludselig handlede det lægerne sagde ikke om, hvad jeg skal gøre for min diabetes, men om de alvorlige konsekvenser, der er ved at sulte min krop for insulin, siger Ida.
Behov for samlet behandling
Under samme indlæggelse får en diabetessygeplejerske afgørende betydning. Hun henviser Ida til Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Her finder Ida den hjælp, som hun har brug for. Blandt andet får hun indsigt i, at hun rent faktisk har en spiseforstyrrelse. Det har hun ellers i mange år fortalt sig selv, at hun ikke har, for hun opførte sig jo ikke som de ”klassiske” spiseforstyrrede.
Da jeg i sin tid begyndte at være meget opmærksom på min vægt, kan jeg huske, at jeg spurgte en af mine behandlere: ”Har jeg en spiseforstyrrelse?”. Det blev blankt afvist, for det var jo på grund af min diabetes, at jeg var så fokuseret på mad. Jeg tror selv, at det er en af grundene til, at det var svært for mig at indse, at jeg havde udviklet en spiseforstyrrelse, fortæller Ida.
Ida fik en behandlingsplads på Kildehøj Privathospital, der behandler spiseforstyrrelser. Problemet er, at behandlerne ikke har erfaring med diabetes. Men heldigvis oplever Ida, at hendes behandler på hospitalet under hele forløbet er i tæt kontakt med hendes tidligere diabeteslæge.
De forskellige behandlere var nødt til at spille på to strenge under min behandling og finde et kompromis. Egentlig er jeg ikke i tvivl om, at de helst ville give mig fuld insulindosis fra begyndelsen. Men jeg var nødt til at kunne følge med i mit hoved. Det var helt klart en udfordring at få de to sygdomme til at spille sammen og finde en balance, så jeg kunne få behandling for begge sygdomme, siger Ida.
Tackling af sygdommene
Ida betegner sig selv i dag som 200 procent fri af sin spiseforstyrrelse.
Jeg kom i behandling på det helt rette tidspunkt. Jeg var klar til at stoppe med at lyve og havde dagligt flere nederlag end successer med min spiseforstyrrelse, hvorfor jeg tror, at jeg også var tættere på at være klar til at give slip på den, siger hun.
Ida har under behandlingen fået bearbejdet tabet af sin mor. Det har været utrolig vigtigt, for hver gang hun har været presset psykisk, har spiseforstyrrelsen fået mere plads. Diabetesen er også kommet under kontrol, og Ida har lært at styre den, så hun ikke får følelsen af, at hun ikke passer den godt nok.
Sammenhæng mellem diabetes og spiseforstyrrelser
Ifølge Diabetesforeningen viser flere udenlandske undersøgelser, at op mod fire ud af 10 unge piger og kvinder underdoserer deres insulin.
Manglende indtag af insulin med henblik på at tabe sig har fået betegnelsen diabulimi..
Ida ønsker ikke at få sit efternavnt nævnt. Danske Patienter kender Idas fulde identitet.
Case: Multisygdom
Fibromyalgi kan i sig selv være svær at leve med – derfor bliver det heller ikke lettere at være patient, hvis man bliver ramt af endnu en diagnose. Men patienter med fibromyalgi har stor risiko for at udvikle flere sygdomme.
Unge med kronisk sygdom
Danske Patienter har lavet et tema om at være ung og leve med en kronisk sygdom. I temaet kan du læse flere personlige historier og blive klogere på, hvordan det er at være ung og patient på samme tid.
Når multisygdom bliver nedprioriteret
Det danske sundhedsvæsen fokuserer ikke i særlig høj grad på multisygdom, men bygger på kompetencer inden for enkelte specialer. Men 1,2 millioner danskere lider af flere sygdomme på én gang.
Behov for nye samarbejder
På Bispebjerg Hospital er der igangsat et projekt med fokus på multisygdom. her arbejder man med at tilrettelægge indsatsen til personer med multisygdom bedre.
