Samskabelse

Samskabelse er en slags inddragelse, hvor sundhedsvæsen, virksomhed eller civilsamfund i fællesskab og i tæt samarbejde med brugeren skaber løsninger.

Samskabelse er en form for organisatorisk inddragelse, hvor der er meget tæt samarbejde med brugerne. Brugerne har en høj grad af indflydelse på projektet og dets løsninger, for eksempel kan brugerne være dem, der tager initiativ til et projekt eller en indsats. Brugerne kan varetage en rolle som beslutningstager, partner eller opdragsgiver i et projekt.

Man kan samskabe i hele sundhedsvæsenet, og særligt kommuner sætter fokus på samskabelse. Samskabelse har også en tradition udenfor sundhedsvæsenet i borgerrettighedsbevægelsen, og kan også inkludere andre parter end sundhedsvæsenet som for eksempel civilsamfund eller virksomheder.

Formålet er at skabe løsninger i fællesskab, så de afspejler flere perspektiver og lader beslutningskompetencen være tæt på dem, der skal bruge løsningen eller bliver påvirket af dem.

For at en organisatorisk inddragelsesproces kan betegnes som samskabende, kræver det, at processen lever op til kriterier for brugerinddragelse, og at brugernes indflydelse er høj.

Internationalt taler man om: co-creation, co-production og participatory design.

Hvordan samskaber man?

Samskabelse stiller mange af de samme krav til organisationer, medarbejdere og brugere som samarbejde med brugerrepræsentanter gør. Dog vil brugerne have endnu større indflydelse.

Man skal have viden og kompetencer til at planlægge og facilitere processer, hvor alle parters perspektiver bliver afdækket og sat i spil. Desuden skal man have stor opmærksomhed på brugernes indflydelse, prioritering og beslutninger.

Sådan arbejder ViBIS med samskabelse

I ViBIS arbejder vi med samskabelse ved, at vi drøfter muligheden med vores samarbejdspartnere og gerne indgår i projekter og indsatser, hvor brugerne har en høj grad af indflydelse.