Fem tiltag

Her finder du en liste over de fem vigtigste ting, du kan gøre som lærer, når du skal gøre skolelivet nemmere for en elev med en kronisk eller langvarig sygdom.

Som lærer spiller du en vigtig rolle i dine elevers hverdag og trivsel – ikke mindst for de elever, der har en sygdom med i skoletasken. Deres skoleliv er udfordret både fagligt og socialt, og de har brug for din støtte, hvis de skal klare sig igennem folkeskolen og udleve deres faglige potentiale.

Skole for mig har derfor samlet de fem vigtigste tiltag, du kan gøre for at støtte dine elever, der er ramt af sygdom. Listen er et uddrag af den viden, Skole for mig har indsamlet. Det er ikke en facitliste over alle de ting, du kan gøre, men derimod de fem vigtigste ting, du skal huske på – og handle efter.


Fasthold tilknytningen

Det betyder det uendeligt meget, når børnene har en lærer, som er opmærksom på dem. En, som tydeligt viser dem, at lige præcis deres læring og plads i klassen er vigtig – også selv om de måske ikke altid kan være fysisk til stede.

Jo mere udsat eleven er fagligt og socialt, jo mere væsentligt er det med en lærer, som signalerer, at barnet er et fuldgyldigt medlem af klassens sociale og faglige fællesskab. Din vedholdende individuelle relation med barnet over tid fastholder dets tilknytning til skolen.

Vis eleven, at han eller hun er vigtig i klassen

Som lærer er din relation til barnet afgørende for, om det lykkes barnet at fastholde en solid tilknytning til skolen trods sygdom.


Husk, du er lærer

Nogle voksne tror fejlagtigt, at læring ikke er så vigtigt, når et barn rammes af sygdom. Hvad betyder matematik, hvis ens helbred er truet? Men undersøgelser viser, at det er vigtigt for børn at blive fastholdt i de faglige fællesskaber.

Støt barnet i, at det er vigtigt at lære i det omfang, det overhovedet er muligt. Læg en plan med barnet for, hvordan det skal lære på trods af sygdom. Og husk, at læring også er muligt uden fysisk tilstedeværelse. Ved brug af teknologiske løsninger, som for eksempel Skype, kan elever, der er langvarigt fraværende på grund af sygdom, løbende følge med i undervisningen. Det gør det samtidigt mindre stressfyldt at skulle vende tilbage til klassen igen.

Læring betyder noget – også når man er syg

Din rolle som lærer er båret af en opgave, som også er vigtig for eleven – selv om han eller hun er ramt af sygdom: Læring.


Hent viden – og giv den videre

Med et rimeligt kendskab til sygdommen bliver det lettere at handle i tide og forebygge mistrivsel – og det bliver lettere at se de små ting, som er afgørende for, om et barn ramt af langvarig sygdom bliver koblet af fagligt eller socialt over tid.

Som lærer eller pædagog kan du blive klogere på de forskellige diagnoser og udfordringer her på hjemmesiden – eller ved at kontakte hospitalet eller den enkelte patientforening. Brug også den lokale sundhedsplejerske og forældrene – og husk at giv din viden videre til din kollega, så støtten til barnet ikke afhænger af en enkelt lærer.

Med viden kan du forebygge mistrivsel

Børn ville ønske, at lærerne vidste lidt om deres sygdom – og de konsekvenser, den kan have for deres skoleliv. 


Afklar elevens primære problemer og lav en handleplan

Det handler om først og fremmest at afklare, hvad barnets primære udfordringer er i relation til diagnosen. Her er det vigtigt med et godt samarbejde med elevens forældre, så I sammen kan komme rundt om alle barnets problemstillinger og lægge en plan for, hvordan I i fællesskab skal håndtere situationen.

En handleplan bør indeholde en forventningsafstemning om:

  • Hvor ofte og hvordan I holder kontakt
  • Hvordan I sikrer barnets læring bedst muligt trods fravær og træthed
  • Hvordan I sikrer barnets sociale og faglige tilknytning til klassen
  • Hvordan I sikrer, at det bliver muligt for barnet at passe sin sygdom i skoletiden

Husk at følge handleplanen op med jævne mellemrum – og altid ved lærerskift. Se eventuelt den guide til handleplan, som Skole for mig har lavet.

Jo før, jo bedre

Når et barn rammes af en kronisk eller langvarig sygdom, må man tidligt i gang med en handleplan – helst allerede mens barnet er under udredning.


Hold øje med holdninger

Hvor rummelig er klassens miljø? Hersker der tabuer og fordomme? Mange børn tror, at alle sygdomme smitter eller er dødelige. For de elever, der er ramt af sygdom, er det vigtigt at klassekammeraternes vidensniveau bliver øget, så de kan udvise støtte og forståelse for hans eller hendes situation. Det giver tryghed, når barnet ved, at kammeraterne har styr på, hvad de skal gøre, hvis der opstår en akutsituation. Med et øget vidensniveau kommer I også de tabuer til livs, som der måtte være.

Nogle sygdomme er mere tabubelagte end andre. For eksempel er psykiske sygdomme ofte tabu – især i de mindre klasser – selv om de er hyppigt forekommende i den danske folkeskole. Som lærer har du en vigtig opgave i at holde øje med holdninger, så du kan gribe ind og forebygge mistrivsel hos de elever, der lider under manglende viden hos klassekammeraterne.

Grib ind over for tabuer og fordomme

Du har en vigtig opgave som lærer i at arbejde med, at klassen får mere viden om og forståelse for sygdom, så børnene kan passe godt på hinanden.

Flere gode råd

Der er meget mere du kan gøre, end de fem tiltag. Skole for mig har samlet den vigtigste viden om de problemstillinger, børnene møder i skolen på tværs af diagnoser.

Sammen med viden om problemstillingerne får du blandt andet tjeklister og gode råd til, hvordan du håndterer dem. 

Få mere viden her.

Redskaber til bedre trivsel

Skole for mig har udviklet en række redskaber, der skal være med til at skabe bedre trivsel for skolebørn med sygdom. Redskaberne er blevet testet af lærere og pædagoger i to fokusgrupper. 

Læs den positive feedback her. 

Stemningsvideo

Janni Voigt er lærer og har været med til at teste redskaberne, der er udviklet af Skole for mig. I videoen kan du høre hende fortælle om, hvorfor redskaberne er en god idé.



Line er fraværsrådgiver...

Og hjælper syge børn tilbage i skole. Hun er bindeleddet mellem hjemmet og skolen, når de langsomt skal vænne sig til skolelivet igen. Med egne ord er Line børnenes ambassadør.

Du kan læse mere om Lines arbejde her. 

Godt skole-hjem-samarbejde

none
For børn, der er ramt af kronisk eller langvarig sygdom, kan hverdagen være fyldt med udfordringer. Derfor er det vigtigt, at samarbejdet mellem skolen og hjemmmet fungerer optimalt.

Skole for mig har udviklet en handleplan, der skal hjælpe skoler med at håndtere syge skolebørn, herunder et godt skole-hjem-samarbejde.

Læs mere om handleplanen her.