Klarhed i reguleringen af reklamer for medicinsk udstyr
En ny vejledning vil regulere reklamer for medicinsk udstyr, herunder på de sociale medier. Reguleringen af området er positiv, men der er behov for at præcisere hvornår der er tale om reklame, mener Danske Patienter.
Det kan være svært for patienter at navigere i reklamer for medicinsk udstyr. Derfor bakker Danske Patienter op om, at Lægemiddelstyrelsen vil lave en stærkere regulering på området med en opdateret vejledning.
Danske Patienter er dog bekymrede for en formulering i vejledningsudkastet, som beskriver, at influencere og bloggere også kan være ansvarlige afsendere af reklame for medicinsk udstyr.
Influencere og bloggere i rollen som patientambassadører
Influencere og bloggere kan være ambassadører for en patientforening. De kan anmelde eller teste medicinsk udstyr som patienter, der lever et liv med sygdom, uden det er aftalt med virksomheden.
Danske Patienter mener derfor, at det bør defineres tydeligere, hvornår der er tale om reklame, og hvornår der er tale om forbrugeroplysning eller videndeling mellem patienter, som bruger medicinsk udstyr.