Spareplan udhuler regeringens psykiatriplan

Nyhed
none

Det er helt absurd, at de midler, som regeringen for få måneder siden har øremærket til psykiatrien, nu risikerer at blive taget med sparekniven i regionerne.

Kort efter, at Folketinget har afsat 2,2 milliarder kroner over en fire-årig periode til bedre behandling af psykisk syge, har man besluttet at spare på området i både Region Hovedstaden og i Region Midtjylland. Danske Patienter og Bedre Psykiatri finder det stærkt bekymrende.

En stram økonomisk aftale mellem regeringen og regionerne om næste års økonomi betyder sammen med øgede udgifter til blandt andet medicin og nye behandlinger, at Region Hovedstaden samlet set skal spare 300 millioner kroner på budgettet for 2015. Heraf 43,2 millioner kroner i psykiatrien.

Det betyder, at man risikerer at skære antallet af sengepladser ned og lukke en eller flere akutmodtagelser for sindslidende borgere.

I Region Midtjylland vil man i følge MetroXpress spare 12,8 millioner kroner i psykiatrien. Det stemmer langt fra overens med regeringens ønske om at udbygge kapaciteten på området.

Patienterne betaler prisen

Danske Patienter frygter, at nedskæringerne fuldstændig vil udhule regeringens psykiatriplan og sætte de psykiatriske patienters fremtid over styr.

Det er patienter og pårørende, der betaler prisen. Man kan ikke spare sig til flere hænder og større kapacitet. Det er helt absurd, hvis de nye midler, der følger med regeringens handleplan, bliver taget af sparekniven, siger formand Lars Engberg fra Danske Patienter til MetroXpress.

I Bedre Psykiatri understreger generalsekretær Thorstein Theilgaard, at sparemanøvren er stik imod, hvad mennesker med psykisk sygdom er blevet lovet.