Bekymrende beslutning i Medicinrådet om livsforlængende lægemiddel

Medicinråd
piller

Danske Patienter og Kræftens Bekæmpelse er uenige i Medicinrådets beslutning om at afvise lægemiddel, der kan forlænge livet for kvinder med brystkræft.

Medicinrådet har på et møde den 23. november afvist at godkende medicinen Trodelvy til kvinder med trippelnegativ brystkræft med spredning, der ikke kan behandles med operation. Det sker på trods af dokumentation for, at medicinen giver udvalgte kvinder i gennemsnit fem måneder længere tid at leve i end den nuværende standardbehandling.

Medicinrådet vurderer, at virksomheden bag Trodelvy har sat prisen for højt i forhold til effekten. Derfor har de bedt firmaet om et nyt tilbud, før de godkender lægemidlet.

Beslutningen møder kritik fra Danske Patienter.

Det er alvorligt for de kvinder, der har udsigt til at få forlænget deres levetid – og som nu er afskåret fra behandling eller må vente på at virksomheden kommer med en ny pris, siger direktør Morten Freil og fortsætter:
Vi er enige med Medicinrådet i, at prisen for medicinen er sat alt for højt, men på trods af usikkerhed i dokumentationen, vurderer vi, at det ligger inden for rammen af, hvad rådet tidligere har accepteret. Nu opfordrer vi kraftigt til, at virksomheden vender tilbage med en skarp pris – og hurtigst muligt, så medicinen kan komme patienterne til gavn.

Danske Patienter har to pladser i Medicinrådet og sad således med om bordet, da beslutningen blev truffet af et flertal. Fordi Danske Patienter er uenige i beslutningen, er der afgivet en mindretalsudtalelse. I udtalelsen lægger Danske Patienter blandt andet vægt på, at behandling med Trodelvy allerede godkendt i Sverige og England og er under vurdering i Norge.

Læs hele mindretalsudtalelsen her.

Hos Kræftens Bekæmpelse, som er udpeget til den ene af Danske Patienters pladser i Medicinrådet, opfordrer direktør Jesper Fisker regionerne til at gøre brug af det 7. princip, som gør det muligt at tilbyde behandlingen alligevel, mens man afventer, at Medicinrådet forhåbentlig godkender medicinen.

Patienter fra Danmark skal ikke ende med at være de eneste, som i en gruppe af sammenlignelige lande ikke har adgang til den nyeste, livsforlængende behandling. Jo længere tid sagen trækker ud, jo flere patienter gå glip af en livsforlængende behandling, der betyder alverden for dem og deres familier. Det er simpelthen ikke i orden, udtaler Jesper Fisker.

I Danmark der omkring 60 kvinder om året, der vil kunne få behandling med Trodelvy.

Emne