Nyt projekt skal sikre hurtigere viden om bivirkninger via kunstig intelligens 

Nyhed
kunstig_intelligens_data_gen.jpg

Danske Patienter er part i nyt projekt, der skal sikre hurtigere og bedre viden om bivirkninger ved lægemidler via kunstig intelligens. Innovationsfonden støtter med 30 millioner kroner.  

Bedre lægemidler og højere patientsikkerhed. Det er endemålet med et nyt forskningsprojekt, som Danske Patienter er med i.

Projektet skal gøre det muligt at opfange uønskede virkninger af medicin hurtigere og derved øge kvaliteten af behandling med lægemidler. Det skal ske ved at kombinere nationale sundhedsdata og anvende kunstig intelligens i form af algoritmer og mønstergenkendelser.

Innovationsfonden støtter projektet, som har fået titlen PHAIR, med 30 millioner kroner. Bag PHAIR – som står for Pharmacovigilance by Al Real-time Analyses er udover Danske Patienter Bispebjerg Hospital, Københavns Universitet, Trifork, Statens Serum Institut, Syddansk Universitet og Lægemiddelstyrelsen.

Brugerne skal have indflydelse

Danske Patienter skal blandt andet nedsætte og drive et brugerpanel, så brugerne har indflydelse på projektet og kan kvalificere det undervejs. Det skal være med til at sikre, at systemet i sidste ende gør mest muligt gavn for borgerne.

Det er vigtigt, at patientperspektivet er tænkt ind fra start, så projektet imødekommer patienternes behov, ønsker og bekymringer. Vi ved, at de gerne stiller deres data til rådighed, når det kan skabe forbedringer til gavn for andre, og den tillid skal vi værne om ved at inddrage patienter og formidle projektet i øjenhøjde med patienterne. Det er vi glade for at bidrage til.
- Morten Freil, direktør i Danske Patienter

Større viden om bivirkninger 

Data i projektet omfatter blandt andet nationale sundhedsregistre, patientjournaler og patienternes egne oplevelser af bivirkninger 

Projektets første case er Covid-19-vaccinerne. Projektet vil dermed både uddybe specifik viden om vaccinernes eventuelle bivirkninger og bidrage med nye komplekse metoder, der også kan bruges til at blive klogere på bivirkninger ved andre lægemidler.

Fakta om PHAIR-projektet

Projektet varer i tre år og er støttet af Innovationsfonden med 30 millioner kroner.

Parterne bag projektet er:

  • Danske Patienter 
     
  • Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Klinisk Farmakologisk Afdeling 
     
  • Lægemiddelstyrelsens Dataanalysecenter
     
  • Københavns Universitet, Datalogisk Institut
     
  • Statens Serum Institut 
     
  • Syddansk Universitet, Institut for Sundhedstjenesteforskning  
     
  • Trifork A/S