Debat om medicinudgifter er afsporet

Regioner, hospitalsledere og læger advarer mod de stigende medicinudgifter på hospitalerne, fordi det fører til besparelser på hospitalerne. Danske Patienter anerkender problemet, men er ikke enig i, at der kun er to løsninger: At afskedige personale eller fratage patienter medicin der virker.

I nogle af de lande, som vi normalt sammenligner os med, har man oprettet prioriteringsinstitutter, der sætter en grænse for, hvor dyr en medicin på være. Danske Regioner ønsker at indføre lignende modeller i Danmark, for at imødekomme de stigende udgifter. Hvis prisen overstiger den fastsatte grænse, tilbydes medicinen ikke til patienter, selvom medicinen for nogle patienter betyder, at de bliver langtidsoverlevere. I mange tilfælde betyder det, at medicinalindustrien sænker prisen. Men det betyder også, at patienter i nogle tilfælde nægtes en livsforlængende behandling, selvom den findes.

Danske Patienter kan ikke acceptere, at løsningen skal findes ved at nægte patienter medicin der virker – især ikke, når der er andre veje at gå. Det er uetisk og skubber til ulighed i sundhedsvæsenet, fordi de økonomisk stærkeste patienter har den mulighed at forsikre sig til at få medicinen eller at rejse til andre lande, hvor behandlingen tilbydes.

Generelt savner Danske Patienter, at der i debatten bliver tegnet et mere nuanceret og reelt billede af, hvad medicinudgifterne bliver brugt til.

Livskvalitet og samfundsøkonomiske gevinster

Når debatten om de stigende medicinudgifter raser, bliver der ofte tegnet et billede af, at hovedparten af hospitalernes medicinudgifter går til den livsforlængende kræftbehandling. Også her er der ifølge Danske Patienter brug for nuancer.

Når man ser på, hvilke præparater hospitalerne primært har udgifter til, topper medicin til eksempelvis gigt- og sclerosepatienter. Det er medicin, der sikrer livskvalitet for patienterne i mange år, og sikrer, at patienterne kan gå på arbejde, fremfor at leve med dårlig livskvalitet, være bundet til en kørestol og være sygemeldt på overførselsindkomst. Uden medicinen vil disse mennesker være storforbrugere af sundhedsydelser hos praktiserende læge og hjemmesygeplejen. Det vil ikke alene have voldsomme konsekvenser for patienterne, hvis vi skal til at fraprioritere denne medicin – det vil også have væsentlige samfundsøkonomiske omkostninger.

I debatten om de stigende medicinudgifter savner Danske Patienter i den grad, at udgiftsstigningerne bliver sammenholdt med de samfundsøkonomiske gevinster ved at tilbyde medicin til patienterne. Sundhedsvæsenet må aldrig blive betragtet som en forretning, der skal kunne betale sig økonomisk – men ikke desto mindre er det vigtigt at understrege, at medicin ikke kun er en udgift. 

Andre og bedre veje til lavere medicinudgifter

Danske Patienter mener derfor, at man bør overveje andre mulige løsninger end besparelser, nedskæringer og forringet medicinadgang - for der er andre løsninger, som ikke rammer skævt, og som kan nedbringe udgifterne.

For det første bør regionerne genforhandle prisaftalerne med industrien. Der er huller i den nuværende aftale som gør, at priserne i nogle tilfælde bliver fastsat højere end gennemsnittet af priserne i ni lande, hvilket ellers er aftalen. Hvis antagelsen i regionerne er, at medicinalindustrien misbruger deres monopolstatus – som de i realiteten har, når en virksomhed har patent på et præparat – og dermed presser priserne kunstigt op, er det vel en sag for konkurrencemyndighederne?

For det andet skal vi have en kulturændring og strukturer på hospitalerne, der understøtter at patienterne i langt højere grad bliver inddraget i beslutninger om, hvorvidt man vil trækkes igennem en livsforlængende behandling, som har ringe sandsynlighed for at virke, men som til gengæld er forbundet med massive bivirkninger. Undersøgelser peger på, at lægerne underdriver bivirkningerne. En bedre inddragelse og fælles beslutningstagen i disse situationer vil betyde, at flere patienter vil fravælge behandlingen.

For det tredje kan medicinudgifterne nedbringes ved mere rationel brug. I dag er der mennesker med én eller flere kroniske sygdomme, som bliver fastholdt i et medicinforbrug, som ikke er nødvendigt, fordi man ikke får gennemgået og vurderet medicineringen. Andre patienter, som for eksempel psykisk syge, får udskrevet psykofarmaka, fordi lægerne ikke har tilstrækkelige alternative tilbud til patienterne såsom psykologhjælp.