Erfaringer fra Det Brugerinddragende Hospital har inspireret innovationsministeren

Innovationsminister Sophie Løhde er begejstret for resultaterne i ViBIS’ projekt Det Brugerinddragende Hospital. Ministeren vil nu se på, hvordan erfaringerne kan bruges i andre sammenhænge.

200 sundhedsprofessionelle, kvalitetsmedarbejdere og ledere var torsdag samlet til konference og erfaringsdeling om inddragelsesprojektet Det Brugerinddragende Hospital. Konferencen markerede afslutningen på første del af projektet, hvor 18 afdelinger på Aarhus Universitetshospital (AUH) systematisk har inddraget patienter og pårørende i egen behandling ved hjælp af metoderne brugerstyret behandling og fælles beslutningstagning. Sophie Løhde havde taget den lange tur fra København til Aarhus for at skyde konferencen i gang. Og ministeren kom med et klart budskab:

Brugerinddragelse skal være måden hele den offentlige sektor tænkes på, sagde hun fra talerstolen.

Hun roste Det Brugerinddragende Hospital for arbejdet med at inddrage patienter og pårørende systematisk. Og forklarede, hvordan projektet har været med til at skabe en ny bevægelse på det politiske niveau.

For få år siden fyldte brugerinddragelse ikke meget på Christiansborg og i ministerierne – det gør det nu, lød det fra ministeren.

Sophie Løhde besøgte i slutningen af november AUH, hvor hun mødte sundhedsprofessionelle, der har været en del af Det Brugerinddragende Hospital. Under besøget fik ministeren mulighed for at diskutere resultater og udfordringer med de sundhedsprofessionelle. Ministeren understregede i sin tale, at patienten skal i centrum:

Patienterne skal ikke passes ind i et forløb – forløbet skal tilpasses patienten.

Sophie Løhde løftede også sløret for, at ældrepleje er et af de områder, hvor hun ser potentiale for at udnytte erfaringerne fra Det Brugerinddragende Hospital.

Patient kom med opråb

Patienternes stemme var også repræsenteret på konferencen, hvor der blandt andet var oplæg fra tidligere patient Lene Halby, der har haft en alvorlig tarmsygdom. Hun fortalte om at træffe den forkerte beslutning på de kun 15 minutter, hun havde til at vælge sin stomi. Lene Halby fremhævede i sit oplæg, hvor vigtigt kompetent individuel inddragelse er, når patienter skal træffe beslutninger, der har afgørende betydning for deres liv og hverdag.

Jeg er 080363. Det er sådan, sundhedsvæsenet kender mig, sagde Lene Halby. Og forklarede, hvorfor det er vigtigt at vide lidt mere.

Lene Halby præsenterede to eksempler på arketyper af patienter: Google-patienten – hende selv – der henter information om sygdom og behandling på nettet, og som har et stort behov for at være en aktiv del af beslutningsprocessen, når der skal vælges behandling. Og så er der Alma – den autoritetstro patient, der har behov for, at lægerne træffer beslutningerne for hende.

Vi skal væk fra tankegange om, at to patienter er ens, understregede Lene Halby fra scenen.

Lene Halby søgte selv information om sine behandlingsmuligheder på nettet, inden hun kom til samtale om valg af behandling. Allerede inden samtalen var hun derfor fast besluttet på at vælge den kosmetisk pæneste operation. Det viste sig senere, at være det forkerte valg, da operationen gjorde hende mindre mobil og forringede hendes livskvalitet.

Lene Halby valgte senere at blive opereret igen, hvor hun fik en stomipose. Hun ville ønske, at hun til samtalen var blevet gjort opmærksom på konsekvenserne af hendes valg, så hun ikke skulle opereres to gange. Med sit eksempel understregende Lene Halby vigtigheden af individuel inddragelse, der tager højde for patientens livsituation.

Konkrete resultater og værktøjer

For første gang siden Det Brugerinddragende Hospital begyndte tilbage i 2014, ligger der nu konkrete resultater fra projektet. Evaluering af Det Brugerinddragende Hospital er netop blevet offentliggjort, og den viser blandt andet, at patienterne på AUH føler sig mere inddraget i egen behandling, og at det er lykkes at skabe bedre behandling – uden at det har kostet ekstra ressourcer efter implementeringen.

Flere afdelinger fra AUH præsenterede til konferencen deres unikke resultater. Blandt dem var Neurokirurgisk Intensiv, hvor en sygeplejeske fra afdelingen fortalte, at afdelingen havde reduceret medicinforbruget ved at inddrage patienterne.

Vi fandt frem til, at patienterne foretrækker smerter frem for afhængighed af morfin. Tidligere spurgte vi dem ikke, men gav morfin, forklarede sygeplejersken.

Værktøjerne fra Det Brugerinddragende Hospital vil nu blive teste og kvalificeret af andre hospitaler, der har indgået samarbejdsaftaler med ViBIS, frem til projektet afsluttes i oktober 2018. De endelige værktøjer vil herefter blive lanceret på ViBIS’ hjemmesiden. 

Du kan se nogle af værktøjerne her.

Evalueringsrapport

Læs evalueringsrapporten fra Det Brugerinddragende Hospital. Tryk på billedet for at downloade rapporten.

6 anbefalinger til brugerinddragelse

ViBIS præsenterer her seks anbefalinger til arbejdet med metoderne fælles beslutningstagning og brugerstyret behandling på hospitaler. Download anbefalingerne ved at klikke på billedet.

Læs også

► Patienter har fået mere indflydelse på behandlingen

► Bedre behandling og større patienttilfredshed – uden brug af ekstra ressourcer

► Anbefalinger: Sådan opnår man vellykket brugerinddragelse