Fraværsrådgiver blev Sofies redning

Børnenes historier
none

To måneder. Så længe ligger Sofie Boje hjemme i sin seng for nedrullede gardiner i stedet for at være i skole. Hun kan ikke komme afsted på grund af sin angst. Lige ind til hun får bevilliget en fraværsrådgiver.

Vi er i starten af 2015. Sofie Boje er lige begyndt i femte klasse på Vanløse Skole, da hun pludselig begynder at være meget hjemme fra skole. Nogle dage kommer hun hjem efter en halv skoledag, andre gange kommer hun slet ikke afsted. Den ene dag begrunder Sofie det med hovedpine, den næste med ondt i maven. Efter noget tid står det dog klart for Sofies mor, Rikke, at der er noget andet galt. Sofie har fået angst.

Da det pletvise fravær til sidst ender ud i, at Sofie slet ikke kommer i skole i to hele måneder, bliver der holdt et netværksmøde med de relevante parter i familien, fra skolevæsenet og en sagsbehandler fra kommunen, for at finde en løsning på, hvordan Sofie kan komme tilbage til skolen.

Det er så her, vi får at vide, at der kører et projekt i Københavns Kommune med fraværsrådgivere, der hjælper børn som Sofie tilbage i skolen efter perioder med fravær. Det var præcis, hvad vi havde brug for, fortæller Sofies mor, Rikke Petersen.

Forløbet starter med, at fraværsrådgiveren – Line – kommer hjem til Sofie og Rikke i Vanløse tre gange. Line er uddannet lærer, men hun er ikke kommet for at undervise Sofie i hjemmet. Hun skal lære Sofie at kende – og vice versa – så hun i det næste stykke tid kan hjælpe Sofie ud af døren og over på skolen.

none

Støtter Sofie i skolen

Da Sofie er blevet tryg ved Line, begynder det lange seje træk med at vænne sig til at skulle i skole igen. Med Line som støtte skrider det stille og rolig fremad. Sofie starter med at komme i skole en lektion om dagen. Så to lektioner. Og dernæst tre lektioner.

Sofies skoledag bliver tilpasset efter, hvilke timer klassen skal have – og hvordan Sofie har det. De timer, hvor angsten kan holdes på afstand, er markeret med grøn på skoleskemaet. De svære timer med rød. Resten er gule.

I starten er Line med i alle timerne, men som tiden går, klarer Sofie selv de grønne timer. Behovet for hjælp til at klare de gule timer bliver sjældnere og sjældnere, og nu – omkring et år efter, at forløbet startede – er Line stort set kun med i de røde timer, hvor Sofie har brug for støtte til at klare sig igennem timen. For eksempel matematik, som Sofie ikke har haft i et år. Hun har svært ved at følge med og derfor kan angsten nemmere komme snigende.

Line har været Sofies redning. Sofie har hende fem timer om ugen, og kan bruge hende, som hun har behov for. For eksempel er hun altid med mandag morgen, for det kan være svært for Sofie, fortæller Rikke Petersen.

Vigtigt initiativ

Danske Patienter, der arbejder med at sikre kronisk syge børn bedre vilkår i skolen i regi af projektet Skole for mig, roser initiativet.

I dag er der stor forskel på, hvordan skolerne håndterer elever med langvarigt fravær som Sofie. Formand for Danske Patienter Camilla Hersom mener, at andre kommuner bør lade sig inspirere af tankegangen bag fraværsrådgivere – og ikke mindst af Vanløse Skoles håndtering, fordi de gav fraværsrådgiveren plads og mulighed for at hjælpe Sofie på hendes egne præmisser.

Det her er et skoleeksempel på, hvordan man bør gribe sagen an. Først og fremmest er det altid en god start med et netværksmøde, hvor man i fællesskab finder ud af, hvad barnet har behov for, siger Camilla Hersom og fortsætter: En fraværsrådgiver lyder måske som en stor foranstaltning, men når man tænker på, at alternativet er, at et barn slet ikke kommer i skole, så er det godt givet ud – både for den enkelte elev og for samfundet som helhed.

Læs mere om Skole for mig her.

Sofie fik hjælp af fraværsrådgiver

none

Her er Sofie i hjemmet i Vanløse – det var her, hun tilbragte en stor del af sin tid, da hendes angst gjorde, at hun ikke kunne være i skolen.

Med hjælp af en fraværsrådgiver er hun igang med at vænne sig til at være i skolen igen.

Fakta om fraværsrådgivere

Sofies fraværsrådgiver var oprindeligt en del af et projekt under Socialforvaltningen i Københavns Kommune, Borgercenter Børn og Unge, Brønshøj-Husum-Vanløse & Amager.

Formålet med projektet var at nedbringe fraværet i området, som var højere end resten af Københavns Kommune.

Nu er ordningen blevet permanent.

Fraværsrådgiverne hjælper både børn, der har haft fravær på grund af sygdom, dødsfald og kriser i familien eller skoletræthed.

Tema om langvarigt fravær

Læs temapublikation fra Skole for mig om, hvordan man hjælper en elev tilbage efter langvarigt fravær.

tilbage_langvarigt_fravaer_pdf_forside.png