Hjemmebehandling giver patienter frihed

none

For to år siden blev 28 procent af dialysepatienterne i Århus behandlet hjemme. Da man aktivt inddrog dem i valget om at blive behandlet på hospitalet eller i eget hjem, steg andelen til 86 procent.

Behandling i eget hjem kan give patienter større frihed og mere overskud i hverdagen. Når patienterne indgår i en aktiv dialog om deres muligheder for behandling, viser det sig, at langt størstedelen foretrækker at styre behandlingen selv derhjemme. Det viser resultater fra indsatsen Det Brugerinddragende Hospital på Aarhus Universitetshospital, hvor man afprøver metoder til at fremme inddragelse af patienter.

For patienter med nyresygdom, der modtager dialyse, betyder behandlingen i hjemmet, at de kan ungå flere ugentlige hospitalsbesøg. De kan selv bestemme, hvor og hvornår de skal i dialyse, og kan derved passe behandlingen ind i deres dagligdag og hverdagsliv.

Brugerstyret behandling –og herunder muligheden for at behandle sig selv derhjemme – er en af de metoder, der er bliver afprøvet i Det Brugerinddragende Hospital. Indsatsen er ledet af Danske Patienters Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS) i et samarbejde med Aarhus Universitetshospital (AUH) og Aarhus Universitet.

Metoder skal implementeres i hele landet

Arbejdet i Det Brugerinddragende Hospital handler om at implementere og afprøve metoder til at fremme inddragelse af patienter i praksis. Målet er, at også andre hospitaler på sigt kommer til at arbejde mere målrettet med inddragelse af patienter – og gerne i stor skala.

Metoderne kan anvendes på alle grupper af patienter. Det handler først og fremmest om simple redskaber, der skal hjælpe patienter med at træffe de beslutninger, der er bedst for dem – uanset diagnose, udtaler professor i patientinvolvering Kirsten Lomborg fra Aarhus Universitet til DR Nyhederne den 25. oktober 18.30.

Brugerstyret behandling er en mulighed for mange patienter uanset diagnose. I dag er der allerede gigt- og diabetespatienter, der selv beslutter, hvornår de skal til kontrol, ligesom der er indsatser, hvor kræftpatienter selv foretager kemobehandling i hjemmet. Men det betyder ikke, at behandling i hjemmet altid er den rette løsning.

Det vigtigste er, at beslutningen om behandling i hjemmet træffes af patienten selv – i samråd med personalet. For behandling i hjemmet er et tilbud til patienten, og derfor en beslutning, der skal træffes af patienten selv. Det er netop, når sundhedspersonalet lytter til patientens viden og situation, og beslutningen træffes i samspil mellem patient og fagpersonale, at der er tale om brugerinddragelse, understreger direktør Morten Freil for DR.

Sundhedsminister bakker op om inddragelse

Behandling i hjemmet gavner først og fremmest patienterne, der slipper for transport til og fra hospitalet, ventetid og uhensigtsmæssige mødetider. De sparer tid, men får også en større kontrol over eget liv og kan tilrettelægge behandlingen i forhold til de daglige gøremål. Men også for de sundhedsprofessionelle er der noget at hente. De får først og fremmest gladere patienter, men kan også spare tid hos dem, der vil og kan selv – tid, som de kan bruge på de patienter, der kræver særlig støtte.

I sundhedsministeriet ser man positivt på resultaterne af de seneste års arbejde med inddragelse af patienter og pårørende, og man har visioner for fremtiden.

Brugerinddragelse bør være en væsentlig del af det danske sundhedsvæsen – ikke kun på projektbasis, men i hele den måde, vi tænker sundhedsvæsen på, udtaler sundhedsminister Sophie Løhde til DR.

Inddragelse på dagsordenen

hjemmedialyse_copy.jpg
Danske Patienter, ViBIS, Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner og KL holdt en stor konference den 25. oktober om resultaterne af de seneste års arbejde med inddragelse af patienter og pårørende.

Det Brugerinddragende Hospital

none

Det Brugerinddragende Hospital er en indsats i ViBIS, hvor man arbejder sammen med Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital om at implementere metoder til inddragelse af patienter på hospitalet.

Projektet er støttet af TrygFonden og løber fra 2014-2018. 

Læs mere om projektet her.