Inspirationskatalog til borgerinddragelse i kommuner

Nyhed

Mange borgere både kan og vil bidrage aktivt i deres forløb hos kommunens sundhedstilbud. Med et nyt inspirationskatalog fra ViBIS får kommunerne redskaber til arbejdet med inddragelse i praksis.

Kommunerne har fået en mere fremtræden rolle i sundhedsvæsenet. De varetager et stigende antal sundhedsopgaver - herunder pleje i eget hjem, rehabilitering og genoptræning. Borgeren er ofte eksperter i egen sygdom og hverdag, og ved at give dem mere indflydelse på egne forløb, kan de opnå større tilfredshed og bedre behandling. Samtidig har flere borgere et direkte ønske om indflydelse på eget forløb.

Det har stor værdi for den enkelte at have indflydelse på behandling og pleje, fordi det er styrende for, hvordan deres hverdag bliver. Det gælder eksempelvis de borgere, der bliver behandlet i eget hjem, siger projektleder i ViBIS Mette Munch-Petersen.

Videnscenter for Brugerinddragelses i Sundhedsvæsenets (ViBIS) nye inspirationskatalog giver en introduktion til begrebet borgerinddragelse og kommer med anbefalinger til, og eksempler på, hvordan kommunerne kan arbejde med at inddrage borgerne i sundhedsopgaver.

Inspirationskataloget henvender sig til ledere og projekt- og udviklingsmedarbejdere i kommunerne – både dem, som allerede er i gang med at inddrage borgerne, og dem, der ikke er begyndt endnu, forklarer Mette Munch-Petersen og fortsætter:
Formålet med inspirationskataloget er at understøtte kommunernes arbejde, så de kommuner, der allerede arbejder med borgerinddragelse, i højere grad kvalificerer deres arbejde, og nye kommuner nemmere kommer i gang.

Du finder publikationen her.

Workshop: Introduktion til brugerinddragelse i en kommune

Den 19. april holder ViBIS workshop for medarbejdere i kommunerne, der ønsker en grundlæggende introduktion i inddragelse af borgere i en kommunal sammenhæng. På workshoppen vil du blandt andet blive præsenteret for ViBIS’ begreber og modeller for inddragelse, og de vil blive sat i en kommunal kontekst.

Du kan læse mere og tilmelde dig workshoppen her.

Kontakt

Mette Munch-Petersen. Foto: Tea Petersen

Mette Munch-Petersen

Projektleder
33 41 47 56

Download inspirationskataloget

inspirationskatalog_kommuner.png

Du kan downloade inspirationskataloget her.