Ny type sundhedsforsikring udstiller alvorlige mangler

Nyhed

En ny type sundhedsforsikring er på vej ind på det danske marked. Som patient kan man nu få sin egen uafhængige læge med på sidelinjen i hele patientforløbet.

Patienter kan nu få sin egen uafhængige læge med på sidelinjen hele vejen fra første besøg hos den praktiserende læge over undersøgelse, behandling og til genoptræning. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

Danske Patienter mener, at den nye forsikring er et symptom på, at det offentlige sundhedsvæsen ikke gør det godt nok. Alle patienter skal sikres et koordineret og kontinuerligt forløb. Derfor bør det offentlige sundhedsvæsen tilbyde forløbskoordinatorer til alle patienter, der har behov for det. Forløbskoordinatoren skal have tage ansvar for at koordinere det samlede patientforløb på tværs af afdelinger, sygehuse og sektorer.

Med den øgede specialisering af sundhedsvæsenets funktioner og en betydelig øgning af antallet af mennesker med kroniske lidelse, som har et livslangt behov for forskellig social- og sundhedsydelser, er koordinering blevet en selvstændig kerneydelse. Mange patienter trækker både på almen praksis, sygehusbehandling og kommunale sundhedstilbud i løbet af et enkelt sygdomsforløb. Det gælder ikke mindst for mennesker med en eller flere kroniske diagnoser, som indgår i et livslangt forløb med vekslende behov for sundhedsvæsenet.

Samarbejdet halter

Desværre oplever mange patienter, at samarbejdet halter. For mange betyder det, at de ikke modtager den tilstrækkelige behandling og opfølgende genoptræning/rehabilitering, hvilket indebærer en risiko for forværring i sygdommen, tab af funktionsevne og forringet livskvalitet. En anden konsekvens er, at patienten eller de pårørende må selv påtage sig ansvaret for den nødvendige koordinering. Det er både urimeligt og ineffektivt.

Derfor skal patienter kunne tilbydes en forløbskoordinator, der kan støtte og skabe sammenhæng gennem et forløb; for eksempel sikre rettidig booking af tider, udveksling af de nødvendige patientinformationer med videre.

Der er forskel på patienters behov for støtte og hjælp til koordinering gennem i forløb, ligesom en patient i et og samme forløb kan have perioder med stor behov for støtte og perioder med ressourcer til at håndtere eget forløb. Forløbskoordinatoren skal derfor være et tilbud, der rummer fleksibilitet og parathed, så det kan tilpasses forskellige mennesker behov og forskellige behov i et og samme forløb.