Ny undersøgelse bekræfter mangel på rehabilitering

Nyhed
none

Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade kommer med ny viden om manglende rehabilitering.

Med undersøgelsen fra Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade skrives endnu en patientgruppe på listen over patientgrupper, der ikke får tilbudt den nødvendige rehabilitering, som det kræver for at blive helbredt.

70 procent tilbyder ikke rehabilitering

Undersøgelsen viser, at chancen for at blive helbredt for en spiseforstyrrelse er størst, hvis patienten bor i Region Hovedstaden og Region Midtjylland, mens 70 procent af landets kommuner ikke tilbyder den efterbehandling, som personer med spiseforstyrrelse har krav på.

Hjerte-, diabetes- og KOL-patienter mangler også rehabilitering

Undersøgelsen giver ny, vigtig viden, som supplerer den eksisterende viden om andre patientgrupper. En undersøgelse fra Trygfondens Forebyggelsescenter og Statens Institut for Folkesundhed fra februar 2011 viser, at kun 68 procent af kommunerne har rehabiliteringstilbud til borgere med diabetes type 2, kun 54 procent har tilbud til borgere med hjerte-kar-sygdomme og 80 procent har tilbud til borgere med KOL.

Behov for lighed og sammenhæng

At der mangler geografisk lighed i rehabiliteringstilbuddene og sammenhæng i behandlingen, er ingen nyhed, og hidtidige forsøg fra regeringen på at ændre det er mislykket. 

Vi har længe efterspurgt større sammenhæng og lige rettigheder for alle patienter – uanset bopælskommune. Der er behov for ensartet, høj kvalitet i kommunernes tilbud til patienterne, og derfor anbefaler vi i Danske Patienter, at regeringen udarbejder forpligtende, nationale retningslinjer på området, siger formand Lars Engberg fra Danske Patienter.

Danske Patienter arbejder lige nu på et høringssvar til evalueringen af kommunalreformen. Evalueringen er i høring indtil den 8. april 2013. 

Læs undersøgelsen fra Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade her.