Patienter er glade for behovsstyret kontakt

Inddragelse

Patienter skifter gerne de faste kontroller ud med ny model, hvor de selv kontakter hospitalet ved behov, viser ny rapport fra VIVE. Det er dog vigtigt for patienterne, at de har én fast kontaktperson.

Flere steder i Region Hovedstaden har patienter med kronisk sygdom fået udskiftet fastlagte kontrolmøder på hospitalet med en fast sygeplejerske eller læge og lægesamtaler efter behov. Det gælder for eksempel patienter med KOL eller inflammatoriske ledsygdomme samt ældre patienter med flere kroniske sygdomme og komplekse forløb.

Ny undersøgelse, som VIVE står bag, konkluderer, at patienterne er glade for den nye tilgang, som de oplever giver dem behandling lige præcis, når de har brug for det. Det kan potentielt frigive ressourcer, som hospitalet kan bruge dér, hvor det giver størst værdi for patienterne.

► Læs også: Spiserørspatienter planlægger egen operation

Vigtigt med fast kontaktperson

En af forudsætningerne for patienternes tilfredshed er, at de har haft én fast sygeplejerske eller læge, som de har kunnet kontakte ved behov. Den relationelle kontinuitet skaber ifølge VIVE både tryghed og tillid til behandlingsforløbet.

Selvom langt de fleste patienter i undersøgelsen har været glade for oplevelsen af, at de kunne tage fat i hospitalet, når det konkrete behov opstod, var der dog også et mindretal af patienterne, der ikke følte, at de magtede ansvaret for kontakten.

Baggrund for om undersøgelsen

Siden 2017 har Region Hovedstaden forsøgt at opbygge erfaringer med værdibaseret styring. Regionen har igangsat ti indsatser, hvor målet var at skabe mere værdi for patienterne for de samme ressourcer. VIVE har undersøgt, hvordan patienterne oplever tre af disse indsatser.

Patienterne i alle tre indsatser udtrykker generelt tilfredshed med det nye behandlingsforløb. Det er fælles for de tre indsatser, at patienterne har fået tilknyttet en fast kontaktperson, og at deres kontakt med hospitalet er styret af deres egne behov frem for faste kontroller.

Se undersøgelsen her.



Eksempler på behovsstyret kontakt

Flere steder i landet har hospitaler ændret arbejdsgange, så patienterne selv kontakter dem efter behov, frem for kontrol med faste intervaller. Her er nogle eksempler:

► Brugerstyring i diabetesbehandlingen

► Spiserørspatienter planlægger egen operation

Redskaber til brugerstyret behandling

Se et eksempel på skemaer til brugerstyret behandling, som patienter og sundhedsprofessionelle kan bruge til at vurdere, om det er nødvendigt med behandling eller ej.

Find redskabet her.