Rammer for behandlingsrådets arbejde er godt på vej

Høringssvar

Danske Patienter ser positivt på forslag til proceshåndbog og metodevejledning for behandlingsrådets arbejde, men fastslår, at der fortsat er behov for at fastholde patientperspektivet.

Hav altid to patientrepræsentanter med i fagudvalg og giv patientforeninger mulighed for at indstille teknologier til vurdering. Sådan lyder nogle af Danske Patienters konkrete forslag til behandlingsrådets nye proceshåndbog og metodevejledning.

Vigtigt med stærkt patientperspektiv

Patienter er en værdifuld ressource, når behandlingsrådet skal udforme anbefalinger til hvilke behandlingsformer, der er en prioritet i sundhedsvæsenet, og derfor bør patientperspektivet spille en helt central rolle i rådets arbejde – både i fagudvalg såvel som når udbyttet af nye sundhedsteknologier skal evalueres.

Som det er beskrevet i proceshåndbogen, er det kun virksomheder, regioner og hospitaler, der kan indstille sundhedsteknologier til evaluering, men ifølge Danske Patienter bør også patientforeninger kunne bidrage.

I metodevejledningen foreslår Danske Patienter desuden, at man benytter PRO-data som redskab til at få viden om patientperspektivet.

Nødvendigt med et bredt perspektiv på udgifter

Sidst men ikke mindst påpeger Danske Patienter i forhold til metodevejledningen, at det ikke er retvisende, hvis udgiftsændringer alene bliver opgjort på baggrund af sygehusudgifter.

Patientforløb går ofte på tværs af sektorer, og derfor er det vigtigt, at udbyttet af de nye anbefalinger bliver evalueret ud fra et bredere sundheds- og samfundsmæssigt perspektiv.

Læs høringssvaret her.