Yderområder mangler 164 læger

Nyhed
none

Danske Patienter er stærkt bekymret for den store mangel på læger i yderområderne.

Manglen på læger betyder, at mange lægepraksisser står tomme, og flere af de resterende praksisser har derfor flere tusinde patienter tilknyttet – det skaber ulighed i sundhed.

Når en læge i et af Danmarks yderområder går på pension, sker der ofte det, at praksissen må lukke, fordi der ikke kommer en ny læge til området. Lægerne holder sig væk, selv om de tilbydes tilskud til lønnen.

Mange patienter har ikke egen læge

Den dårlige udvikling ser ud til at fortsætte. En ny undersøgelse fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) viser, at der på landsplan mangler 164 praktiserende læger, og at manglen først vil blive mindre i 2020. Region Sjælland mangler færrest læger, hvorimod Region Nordjylland mangler 47 af de i alt 164 manglende læger, og fremskrivningen fra PLO viser ligeledes, at den skæve udvikling kun vil blive værre, hvis der ikke skrides ind.

Patienterne betaler en kolossalt høj pris. Der er ulighed i sundhed i ekstrem grad. Har man ikke egen læge, bliver skadestuerne ens vej ind i sundhedsvæsenet, og dem er der også mange, der har langt til. Derfor er der helt sikkert nogle, der vil afholde sig fra at søge læge, siger formand Lars Engberg fra Danske Patienter til Politiken den 16. december 2012.

Uligheden i sundhed skal stoppes

Danske Patienter ser med stor alvor på lægemangelen i yderområderne og understreger, at det er et problem, der skal løses hurtigst muligt.

Regionerne og de alment praktiserende læger må finde ud af, hvordan man løser det her problem. Vi vil i Danske Patienter ikke blande os i, om det bliver ved at styrke incitamenterne til at arbejde i udkantsområderne eller ved at opstille krav, men det er centralt, at vi får sat en stopper for den eksisterende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet, siger Lars Engberg.

Danske Patienter udtalte sig om sagen til Politiken den 16. december 2012.

Emne