Sundhedsvæsenet er ikke gearet til fremtidens sygdomsbillede

Vi lever længere og flere af os vil i fremtiden få en kronisk sygdom – ofte med sideløbende diagnoser og behandlinger. Samtidig udvikler sundhedsvæsenets rammer sig i retning af at blive mere specialiserede og fragmenterede.

Så selvom manglende sammenhæng i sundhedsvæsenet ikke er en ny udfordring, er debatten aktuel nu og i de kommende år, da stigningen i langvarige og tværsektorielle forløb kun vil øge udfordringerne.

Flere langvarige og tværgående forløb

Opfølgende samtaler hos den alment praktiserende læge, kontrolbesøg hos speciallæger på hospitalernes ambulatorier og forskellige former for rehabilitering i kommunale tilbud vil i fremtiden blive en del af hverdagen for et større antal danskere.

Først og fremmest på grund af den demografiske udvikling, hvor vi vil se en markant stigning i antallet af ældre borgere i fremtiden. En fremskrivning foretaget af Danmarks Statistik viser, at det især er de allerældste, der bliver flere af. I 2030 forventer man, at antallet af borgere over 80 år vil øges med 59 procent samtidig med, at hele befolkningen kun forventes at vokse med 3,8 procent.

For mange kroniske sygdomme gælder, at forekomsten af dem stiger med alderen. Man forudsiger derfor også, at flere vil skulle leve med en kronisk sygdom i fremtiden. For eksempel viser en rapport af Statens Institut for Folkesundhed, at antallet af borgere med type-2 diabetes næsten vil blive fordoblet i perioden 2015-2030, fra omkring 230.000 til 430.000. 

Samtidig ved vi, at fire ud af 10 danskere lever med mindst to kroniske sygdomme, og at 240.000 danskere har kompleks multisygdom med mindst fire samtidige kroniske sygdomme – og at disse tal også vil stige i fremtiden.

Udviklingen i sygdomsmønsteret er blandt andet et resultat af forbedrede diagnostik- og behandlingsmuligheder, så vi nu kan leve længere og bedre med sygdomme, der tidligere var dødelige.

Men samtidig betyder det flere patienter, der vil have behov for hyppig og langvarig kontakt med sundhedsvæsenet – på tværs af både almen praksis, flere hospitalsafdelinger og kommunale sundhedstilbud, og det øger behovet for samarbejde og koordination mellem alle dele af den enkelte patients forløb.

Forløbene spredes på flere hænder

Opgave- og ansvarsfordelingen i vores sundhedsvæsen gør, at de enkelte forløb er spredt ud på mange hænder og mange fysiske steder: Almen praksis fungerer som gatekeeper til det øvrige sundhedsvæsen, mens hospitalerne står for den behandling og pleje, man modtager på hospitalerne og kommunerne står for forebyggelse og genoptræning.

Derfor har de sundhedsprofessionelle kun overblik over en mindre del af patientens samlede forløb, og det gør det svært for dem at sikre sammenhæng på tværs.

Læs også: Patienter falder ofte mellem flere stole

Mange patienter føler sig som kastebolde i sundhedsvæsenet, hvor de selv står til ansvar for at samle de løse ender. Det er et stort ansvar, som ikke alle patienter har ressourcer til at bære. Manglende sammenhæng i sundhedsvæsenet er derfor medvirkende til at skabe en kløft mellem de patienter, der har ressourcer til at navigere i sundhedsvæsenets organisering og de patienter, der ikke har. På den måde bidrager manglende sammenhæng i sundhedsvæsenet til ulighed i adgang til sundhedsydelser og muligheden for at få den bedst mulige behandling.