Fakta om ulighed i sundhed

Der er systematiske forskelle på, hvilke borgere der bliver ramt af sygdom, hvilke sygdomme de rammes af, og hvilken behandling de får i sundhedsvæsenet. Ulighed i sundhed kommer til udtryk på mange forskellige måder. Oftest taler man om social og geografisk ulighed.

Geografisk ulighed i sundhed dækker for eksempel over, at der kan være store forskelle i ventetid på behandling, og hvilken kvalitet behandlingen har, afhængigt af, hvor i landet man bor. 

Social ulighed handler om, at sundhed og sygdom er systematisk skævt fordelt mellem grupper i samfundet. Nogle grupper i befolkningen bliver tidligere syge, mærker større konsekvenser af sygdommen og dør i en tidligere alder på grund af risikofaktorer som kort uddannelse, uhensigtsmæssig sundhedsadfærd og manglende tilknytning til arbejdsmarkedet.

Men blot fordi en borger eksempelvis har en kort uddannelse, betyder det ikke, at hun har et dårligt helbred, men statistisk set er sandsynligheden større. Det peger på et systematisk problem, der skal løses politisk og ikke på individ-niveau for at sikre lige adgang til behandling. 

Ulighed starter tidligt

Social ulighed i sundhed er en kompleks størrelse, og hvis man skal forstå, hvordan det opstår, skal man se problemet i et bredt perspektiv. Både den tidlige opvækst og samfundets indretning har betydning.

På trods af mange års forskning på området har man endnu ikke fuld forståelse for de bagvedliggende faktorer, der driver den sociale ulighed i sundhed, men det er vigtigt at påpege, at ens tidlige opvækst kan have en indflydelse på de chancer, man får i livet.

Desuden har både skolepolitik, boligpolitik, arbejdsmarkedspolitik, socialpolitik og sundhedspolitik betydning for, hvordan vores liv og vores helbred udvikler sig.

Samtidig er det vigtigt at understrege, at forholdet mellem social position og sundhedstilstand kan gå begge veje — sociale forhold kan lede til sygdom, men sygdom kan også forværre ens sociale position.

Det er derfor både nødvendigt, at vi organiserer vores sundhedsvæsen sådan, at det kan rumme forskellige typer patienter, og at vi arbejder for at sikre lige adgang til for eksempel uddannelse, arbejdsmarked og hensigtsmæssig sundhedsadfærd. Man bør arbejde forebyggende med risikofaktorer frem for blot at behandle symptomer.

Uddannelse og livsstil hænger sammen

Uddannelse er en god indikator for ens sociale position, og hvor godt et helbred, man har. Det kan skyldes, at uddannelsesniveau og sundhedsadfærd ofte følges ad. Undersøgelser viser, at jo lavere uddannelsesniveau man har, jo flere risikable vaner udsættes man for – usund kost, rygning, lavt motionsniveau og højt alkoholforbrug.

Det kan være svært for enhver at finde overskud til at ændre livsstil og omsætte gode råd om sundhed til ens eget liv. Men ligesom man i høj grad er afhængig af ens forældres uddannelsesbaggrund, er vaner også noget, man opbygger gennem hele livet. Er man opvokset i et hjem med usunde vaner, som eksempelvis rygning og junkfood, er de vanskelige at slippe af med igen.

Et dårligere helbred kan også skyldes, at borgere med lavt uddannelsesniveau har sværere ved at gennemskue sundhedsvæsenet og derfor hyppigere er udsat for dårlig kvalitet og utilsigtede hændelser. Samme gruppe rammes også i højere grad af kulturelle, strukturelle og geografiske barrierer, der tilsammen forringer mødet med sundhedsvæsenet.

Det er nødvendigt, at vi organiserer vores sundhedsvæsen sådan, at det kan rumme forskellige typer af patienter. Her kan brugerinddragelse være med til at gøre både den individuelle behandling og sundhedsvæsenets indretning mere brugerorienteret. 

Hvem oplever ulighed?

• En undersøgelse viser, at ni ud af ti beboere på bosteder for psykisk syge havde uopdagede fysiske sygdomme som kræft og diabetes.
• Mennesker med psykiske lidelser lever mellem 15 til 25 år kortere end gennemsnittet. 60 procent af overdødeligheden skyldes udiagnosticerede fysiske sygdomme, der kunne have været behandlet.
• En analyse viser, at gigtpatienter med en god økonomi har en højere livskvalitet.
• Flere hjertepatienter med en kort uddannelse vælger ikke at deltage i hjerterehabilitering end dem med en lang uddannelse. Det kan både skyldes, at de ikke føler, de passer ind, og at de har svært ved at klare transporten til og fra behandlingen. 

Vi er nødt til at kategorisere mennesker i grupper, når vi fører statistik og undersøger, hvad der skaber udsathed i sundhedsvæsenet. Men det kan være svært at definere, hvem der er særligt udsat og hvorfor, uden at træde nogen over tæerne.

Statistikker samler mennesker i grupper og giver et forsimplet billede af, hvem vi er. Undersøgelser viser, at mennesker med en kort uddannelse ofte får en dårligere behandling i sundhedsvæsenet end dem med en lang uddannelse. Det betyder midlertidig ikke, at alle i første gruppe oplever en dårlig behandling, og at sidstnævnte gruppe slet ikke oplever det.

Det er vigtigt, at vi statistisk og teoretisk har interesse for udsathed og særligt udsatte grupper, men vi er nødt til at være gennemsigtige omkring måden, vi undersøger det på. Forskellige metoder giver forskellige opfattelser. 

Man kan betragte social ulighed på mange måder, men to metoder er almindelige: dikotomi og gradient. Begge metoder har fordele og ulemper — og konsekvenser for, hvordan vi forstår problemet.

Dikotomi-metoden fokuserer på én specifik gruppe, der er særligt udsat i forhold til andre. Metoden har en tendens til at se problemet som ’deres’ – et problem, der for eksempel kræver målrettet socialt arbejde.

Gradient-metoden fokuserer på risikofaktorer og deres betydning på tværs af befolkningen, eksempelvis kort eller lang uddannelse. Metoden har derfor en tendens til at se problemet som ’vores’ – et fælles problem, der kræver politisk handling.

Spørg patienterne, hvad de har brug for

I praksis kan et fokus på udsathed og negative faktorer fjerne fokus fra en borgers ressourcer og muligheder og på den måde have negative udfald for borgerens liv.

Hvis sundhedsprofessionelle på forhånd går ud fra, at en patient er socialt udsat, risikerer de at overse de områder, hvor patienten har råderum og kan handle. Måske har man svært ved at gennemskue sundhedsvæsenet som patient, men har et stærkt socialt netværk, der kan hjælpe én. Man kan godt være udsat på ét parameter uden at være det på et andet.

Det samme kan gælde patienter, der på papiret er ressourcestærke, for man kan ikke altid gå ud fra, at de går gennem et sygdomsforløb, uden at der opstår særlige behov. Måske er man ung akademiker, men bor alene og har svært ved at bede sit netværk om hjælp og støtte.

Det samme gør sig gældende, når pårørende bliver overset, fordi de fremstår stærke i forhold til patienten. Men ofte har de også brug for støtte og rådgivning, fordi sygdommen tager hårdt på dem.

Selvom statistiske sammenhænge er vigtige — især når man skal udvikle politik — kan de aldrig fortælle os præcist, hvad den enkelte patient har behov for. Det stiller store krav til sundhedsvæsenet, der som udgangspunkt skal møde alle lige og samtidig være forberedt på at tilpasse forløbet til den enkelte patient. 

Hvorfor er der ulighed i sundhed?

Danmark er et velfærdssamfund, og det kan derfor virke paradoksalt, at der eksisterer ulighed i det danske sundhedsvæsen. Der findes flere forklaringer på, hvorfor der er ulighed i sundhed.

De handler blandt andet om forskellige typer af udfordringer, som patienter og pårørende oplever i deres møde med sundhedsvæsnet. Der er mange ting i samfundet, der spiller ind, men særligt tre typer af udfordringer forstærker uligheden – kulturelle, strukturelle og geografiske udfordringer.

Kulturelle udfordringer handler om relationer, vores forestillinger om andre mennesker, og måden vi taler sammen på. For eksempel oplever særligt borgere med en kort uddannelse at have svært ved at overskue og forstå information fra sundhedsprofessionelle. De er samtidig meget i tvivl om, hvad og hvordan de skal fortælle om deres symptomer til lægen.

Den måde, vi taler om sundhed på i dag, kan også være med til at gøre det sværere for patienten. Vi har en tendens til at sætte borgeren i centrum og kræve, at borgeren er en aktiv partner, der skal tage ansvar for sin egen sundhed.

Det fører ofte til en forestilling om, at oplysning alene kan forebygge og behandle sygdom, men undersøgelser viser, at forskellige grupper af borgere tager forskelligt imod budskaber om sundhed.

Sådan en forestilling kan derfor være med til at skabe negative holdninger over for de borgere, der ikke formår at opretholde et godt helbred blot på baggrund af oplysning.

Manglende forståelse for de bagvedliggende årsager til et dårligt helbred kan føre til diskrimination og stigmatisering. Det oplever især patienter med psykisk sygdom, men også mennesker med ’livsstilssygdomme’ som overvægt, KOL, visse typer af kræft, visse typer af hjertesygdomme eller type 2-diabetes.

Strukturelle udfordringer

De strukturelle udfordringer drejer sig om sundhedsvæsenets indretning og organisering. Sundhedsvæsenet bygger på den ’ideelle patients’ behov. Det er de samme strukturer, der gælder for alle, men strukturerne passer bedst til den ideelle patient.

’Den ideelle patient’ er patienten, der har et stærkt socialt netværk, forstår sig på sygdomme, symptomer, henvisninger, egne rettigheder og har overskud til at møde de krav, der stilles til dem. Det vil sige, at man har en høj ’sundheds-kompetence’.

En undersøgelse viser, at 59 procent af lægerne på landets sygehuse tilkendegiver, at patienter med lav sundhedskompetence ville få mere nytte af behandlingen, hvis tilbuddene blev tilrettelagt på en anden måde. Og er der problemer i sundhedsvæsenet som for eksempel dårlig sammenhæng eller besparelser i personalet, rammer det dem med det mindste overskud hårdest.

Geografiske udfordringer

Geografiske udfordringer er også en form for strukturel udfordring. Det er et eksempel på, at politik på andre områder end sundhed også kan være med til at påvirke borgeres adgang til behandling.

For eksempel skaber boligmarkedet geografiske mønstre, der betyder, at nogle bor tættere på behandlingsmuligheder end andre. Især i yderområderne kan borgere opleve, at der er for langt til gode sundhedstilbud. Og Middellevetiden kan variere med hele ti år mellem to bydele i Danmark med blot få kilometers afstand.

Én ting er, at der er stor forskel på, hvad kommunerne tilbyder af behandling. En anden ting er, at man kan se, at det gennemsnitlige helbredsniveau er lavere i nogle kommuner, hvor der typisk også er færre læger. De borgere, der har højest indkomst og uddannelsesniveau, flytter væk fra disse kommuner, mens andre borgere bliver boende, hvilket skaber et stort pres på kommunen. De har få læger men flere mennesker med sygdom end andre kommuner.

På hjerneskadeområdet oplever man store forskelle på kvaliteten i de rehabiliteringstilbud, patienterne bliver givet, afhængigt af, hvilken kommune de er bosat i. Forskellige ventelister til specialiseret behandling kan også skabe store forskelle i ventetid. Det er en stor udfordring, når man ønsker at skabe lige vilkår for alle typer af patienter.

Nyreforeningen fortæller, at der er stor forskel i ventetid på transplantation afhængigt af, om man bor øst eller vest for Storebælt. Der er således markant dårligere chance for transplantation — og dermed overlevelse — hvis man er bosat på Sjælland eller Lolland-Falster.

Danske Patienter anbefaler blandt andet, at der skal indføres faglige retningslinjer, som sikrer kvaliteten af patientforløb, også på tværs af sektorer. Der skal tilmed indføres faglige standarder for kvaliteten af de kommunale sundhedstilbud.

Et problem for borger og samfund

Ulighed i sundhed er et politisk spørgsmål, der vedrører os alle. Det belaster patienter og pårørende, som mister vigtige forudsætninger for en høj livskvalitet, og dét belaster samfundsøkonomien.

I 1999 blev social lighed i sundhed for første gang gjort til et politisk mål i Danmark. Siden har skiftende regeringer — med forskellige tilgange og ideologier — arbejdet for at reducere ulighed i sundhed. For der er enighed om, at det er et problem, for ulighed i sundhed fører til nedsat livskvalitet for patienter og pårørende og ekstra omkostninger for resten af samfundet.

Et godt helbred er en grundlæggende forudsætning for at leve det liv, man gerne vil leve. Det gælder både for patienter og deres pårørende. Derfor er det ikke retfærdigt, at nogle samfundsgrupper er i større risiko for dårligt helbred end andre.

Ikke desto mindre viser statistikkerne, at man har større risiko for at være syg og få dårligere udbytte af sin behandling, hvis man har en kort uddannelse eller lav indkomst.

Multisygdom er et godt eksempel. Har man mere end én sygdom, dør man ifølge statistikkerne tidligere end resten af befolkningen. Desuden medfører multisygdom ofte stress og smerter, hvilket reducerer livskvaliteten. Ikke nok med, at kortuddannede har større risiko for at have sygdom – de risikerer også at blive ramt hårdere af sygdommen end højtuddannede.

For har man en kort uddannelse, er der større sandsynlighed for, at man har et manuelt arbejde, hvilket kan være svært at passe på grund af fysiske skavanker. Det kan i sidste ende føre til arbejdsløshed.

Ulighed er dyrt

Hvis man ikke kan deltage og bidrage på lige fod med andre borgere på arbejdsmarkedet, er det først og fremmest et problem for borgerens selvværd og relationer, men det er samtidig et problem for samfundsøkonomien. 

Danske Regioner vurderer, at op mod 90 procent af udgifterne til førtidspension kunne undgås, hvis alle borgere i alderen 30-64 år havde samme sundhedstilstand som borgere med en lang eller mellemlang uddannelse. Dertil har sundhedsøkonomer tidligere beregnet, at uligheden koster Danmark mindst 50 milliarder kroner årligt i unødvendige udgifter til sygehusbehandling, dyr medicin, kortere arbejdsliv og tidlig død. Et tal, der kun må forventes at være steget siden da.

Medicin og behandling kan være dyrt – ikke kun for patienter og pårørende – men for samfundet som helhed. Får en borger ikke den optimale behandling i sundhedsvæsenet, kan det få negative konsekvenser for borgerens helbred – borgeren bliver simpelthen mere syg eller lever med større udfordringer, der kan betyde øget behov for behandling.

Teoretisk set burde økonomisk omfordeling og skattefinansierede ydelser til sundhed, som vi har i Danmark, føre til en højere grad af lighed i sundhed. Det er dog ikke kun økonomi, der kan være en barriere for lige adgang til behandling, for kulturelle og strukturelle faktorer spiller en stor rolle for patientens møde med sundhedsvæsenet.

Det er derfor vigtigt – af både sociale og politiske årsager – at udvikle et sundhedsvæsen, der også i praksis sikrer, at alle har adgang til den bedst mulige behandling.