Ny abonnementsordning kan hjælpe patienter, der ikke har råd til medicin
![penge økonomi lighed mønter](/files/styles/landscape_thin_01/public/media/image/iStock-1351785619.jpg?h=290b0495&itok=n1C5WQK6)
Ny analyse fra Apotekerforeningen viser, at en væsentlig del af danskerne fravælger købet af lægeordineret medicin af økonomiske årsager. Sammen med 11 andre organisationer foreslår Danske Patienter en digital abonnementsordning, så ingen patienter skal gå tomhændet fra apoteket.
13 procent. Så mange af de adspurgte patienter i en ny undersøgelse har i løbet af det seneste år undladt at afhente medicin til sig selv eller deres nærmeste på apoteket.
Heraf angiver fire ud af 10, at de ikke havde råd til at købe medicinen, mens tre ud af 10 patienter svarer, at prisen på medicinen er for høj. Størstedelen af dem, der måtte fravælge medicin af økonomiske grunde, angiver, at et nyt tilskudsår med pludselig forhøjet egenbetaling er årsagen.
Tallene bekymrer Danske Patienter.
Vi ved, der er en sammenhæng mellem sygdom og indkomst. De med de laveste indkomster, er ofte dem, der har de mest komplekse sygdomsbilleder og et stort medicinforbrug. Det her risikerer at gå ud over patientsikkerheden, hvis de ender med at fravælge medicinen, siger Klaus Lunding, som er formand for Danske Patienter.
Digitalt medicintilskudsabonnement er en løsning
Danske Patienter foreslår sammen med 11 andre organisationer i regi af Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed, at man etablerer en ny digital abonnementsordning, så patienter ikke skal opleve de pludselige store hop i egenbetaling.
Ordningen vil indebære, at den maksimale årlige egenbetaling bliver fordelt på acontobetalinger på omkring 350 kroner om måneden. Ordningen skal samtidig sikre, at patienterne kan gå ind på ethvert apotek og hente tilskudsberettiget medicin uden yderligere betaling. Medicinabonnementet skal være digitalt, frivilligt og fleksibelt og erstatte den nuværende henstandsordning.
I et brev til Sundhedsminister Sophie Løhde skriver organisationerne:
Vi vurderer, at en sådan abonnementsordning kan hjælpe alle med et stort medicinforbrug, der er utrygge ved risikoen for en pludselig større udgift. Det vil være til gavn for især økonomisk sårbare og dermed bidrage til lighed på sundhedsområdet. Ordningen vil ikke medføre offentlige ekstraudgifter til medicintilskud.
Kontakt
![Johanne Kure. Foto: Tea Petersen](/files/styles/landscape_01/public/media/Billeder/F_personer%20og%20cases/medarbejdere/medarbejderfotos_2019/johanne_kure_2019_foto_af_tea_petersen.jpg?h=ad60caba&itok=auRY9LZ6)
De står bag forslaget om en ny digital abonnementsordning
Forslaget til en digital abonnementsordning er blevet til i en arbejdsgruppe under Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed.
Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra Danske Patienter, 3F, Danmarks Apotekerforening, Danske Handicaporganisationer, Diabetesforeningen, Farmakonomforeningen, IGL, Kræftens Bekæmpelse, Lif, Lægeforeningen, PolioForeningen og UlykkesPatientForeningen samt Ældre Sagen.