Struktur: Stort potentiale til at sikre mere sammenhæng og kvalitet i behandling

Pressemeddelelse
sammenhæng puslespil

Anbefalinger fra Sundhedsstrukturkommissionen har potentiale til for alvor at skabe mere sammenhæng i sundhedsvæsenet, vurderer Danske Patienter.

Alt for mange patienter bliver i dag mødt af et sundhedsvæsen, der ikke hænger tilstrækkeligt sammen. Men hvis politikerne ser ambitiøst og fordomsfrit på de anbefalinger og modeller, som Sundhedsstrukturkommissionen netop har præsenteret, kan det snart være fortid.

Sådan lyder vurderingen fra Danske Patienter, der kalder kommissionens 660 siders lange rapport for ”ekstremt spændende læsning.”

Vi er særligt optaget af løsninger, der kan nedbryde kassetænkning mellem sektorer, som præger sundhedsvæsenet i dag. Og så skal vi have de praktiserende læger langt tættere på resten af sundhedsvæsenet. Her rammer kommissionen noget meget centralt, siger Klaus Lunding, forperson for Danske Patienter og fortsætter:

 42 procent af danskerne har forløb, der går på tværs af sektorer, og selvom vi på mange punkter har et godt sundhedsvæsen, så oplever alt for mange, at det ikke hænger ordentligt sammen. Undersøgelser bliver gentaget, man bliver ikke set som et helt menneske og de opfølgende tilbud udebliver.

Anbefalinger peger i den rigtige retning

Kommissionen er kommet med seks tværgående anbefalinger, der ligger som en forudsætning for deres tre modeller til en ny organisering af sundhedsvæsenet. Ifølge Danske Patienter peger de seks anbefalinger isoleret set i den helt rigtige retning.

De har potentiale til at gøre en stor forskel for patienterne. For eksempel spiller almen praksis en meget afgørende rolle i sundhedsvæsenet, og derfor er det rigtig positivt, at kommissionen tager fat om nældens rod og anbefaler en stærkere ledelse og styring og alternative organiseringsformer, siger Klaus Lunding.

Det bliver også anbefalet at centralisere organiseringen af arbejdet med digitalisering og data. Det skal sikre den nødvendige omstilling til et sundhedsvæsen, der i fremtiden ikke kun skal levere ydelser på fysiske lokationer, men i højere grad dér, hvor patienten er, lyder det fra kommissionen.

Det lyder umiddelbart fornuftigt. Vi har selv foreslået kommissionen, at ansvaret for den digitale infrastruktur skal være nationalt forankret, så data altid er tilgængelige for relevante aktører i sundhedsvæsenet og patienter, siger Klaus Lunding.

Entydigt ansvar er en forudsætning for mere af det nære

Det er en politisk ambition for fremtidens sundhedsvæsen, og dermed også en målsætning for kommissionens arbejde, at flere sundhedsydelser skal rykke tættere på borgeren i det nære sundhedsvæsen – og i nogle tilfælde helt hjem i stuerne. Men så længe der er en risiko for kassetænkning, kommer det ikke til at ske i tilstrækkeligt omfang, siger Klaus Lunding.

Vi kan se i dag, hvordan nye og gode tiltag som hjemmebehandling er alt for længe om at blive en realitet, fordi kommuner og regioner først skal blive enige om, hvem der betaler for hvad. Sådan vil det fortsætte, så længe den, der skal lave investeringen, ikke også høster gevinsten, siger Klaus Lunding og fortsætter:

Hvis der kommer et entydigt ansvar uden kassetænkning, skaber man et helt naturligt incitament til at sikre patienten den bedste behandling – også i forhold til den patientrettede forebyggelse og forebyggelse i det hele taget. Det rummer et stort potentiale i en tid, hvor prognoser tegner et dystert billede af fremtidens demografi og sygdomsbillede.

Politikerne skal være ambitiøse

Det er endnu for tidligt for Danske Patienter at favorisere en konkret model, men Klaus Lunding noterer sig, at kommissionen selv beskriver, at nogle modeller i højere grad end andre har potentiale til at skabe sammenhæng i patientforløb med entydigt ansvar.

Men der er mange nuancer og forhold i hver enkelt model, som vi nu må dykke ned i, før vi kan blive mere konkrete på, hvilken model vi foretrækker. Vi vil fordomsfrit kigge det hele igennem sammen med vores 25 medlemsorganisationer, siger Klaus Lunding og slutter:

Under alle omstændigheder vil vi opfordre politikerne til at være ambitiøse, når forhandlingerne går i gang. Her er en gylden mulighed for at skabe et bedre sundhedsvæsen til gavn for patienterne.