Fornuftigt udspil fra Danske Regioner

Nyhed
none

Der er lagt op til bedre sammenhæng i behandlingsforløb og styring efter værdi for patienterne i Danske Regioners nye sundhedsudspil. Det er det helt rigtige fokus, mener Danske Patienter.

Sundhed for alle. Sådan lyder titlen på et nyt udspil fra Danske Regioner, der skal fremtidssikre sundhedsvæsenet mod et stigende antal kronikere og flere ældre borgere. Udspillet, som bliver fremlagt i dag på regionernes årlige generalforsamling, beskriver en række indsatser, som regionerne skal arbejde for – lige fra konkrete teknologiske muligheder og forebyggelsesindsatser til mere overordnede partnersamarbejder blandt sundhedsvæsenets aktører.

Udspillet indeholder blandt andet en vision om at gøre op med den aktivitetsbaserede styring til fordel for styring efter, hvad der giver værdi for borgerne. Det er en udmelding, som glæder Danske Patienter.

Det er det helt rigtige fokus, at regionerne fremover vil styre efter, hvad der giver værdi for patienterne. Det er nøglen til at sikre bedre kvalitet og sammenhæng i behandlingsforløb på tværs af regioner, kommuner og almen praksis, siger formand Camilla Hersom fra Danske Patienter.

Positivt med tværgående planlægning og finansiering

none

Danske Patienter er også glade for, at Danske Regioner i deres udspil vil skabe et mere forpligtende tværgående samarbejde. Det skal blandt andet ske ved fælles planlægning og finansiering mellem kommuner og regioner på en række områder, som allerede har vist sig at sikre positive resultater for patienter såvel som økonomi – for eksempel psykiatrihuse.

Regionernes forslag ligger godt i forlængelse af Danske Patienters politiske indspil om fælles finansiering i dele af sundhedsvæsenet, som nyligt blev offentliggjort.

Danske Regioner lægger i den forbindelse op til en ny tilgang til planlægning og tilrettelæggelse af indsatser baseret på populationsdata. Det vil sige, at man ved hjælp af viden om danskernes sundhedsprofiler vil planlægge sundhedsvæsenets indsatser ud fra forskellige gruppers risiko for sygdom og indlæggelser.

Ifølge Danske Patienter er populationstilgangen et godt værktøj til at planlægge den samlede indsats, men stratificeringen må aldrig afløse den individuelle tilgang.

Med en populationstilgang skal man passe på, at de kasser, man putter folk i, ikke bliver alt for rigide. Det er vigtigt, at behandlingen altid tager udgangspunkt i den enkeltes individuelle behov – uanset hvilken kasse, man tilhører. Det ved vi skaber den bedste kvalitet i sidste ende, siger Camilla Hersom.

Økonomi skal ikke være altoverskyggende

Selv om Danske Patienter overordnet set er glade for udspillet fra Danske Regioner, så mener formand Camilla Hersom, at man skal passe på, at økonomien ikke kommer til at veje tungere end kvalitet for patienter:

Selvfølgelig spiller økonomi en central rolle, men det må ikke blive et altoverskyggende mål med de nye og gode indsatser, som regionerne foreslår i deres udspil. Mange patienter ønsker at klare mere selv – for eksempel hjemmemonitering eller hjemmebehandling – men det skal ikke blive one size fits all, selv om man måske sparer penge på det i første omgang. Man skal huske på, at ikke alle patienter er lige så ”moderne og velinformerede”, som Danske Regioner beskriver det i deres udspil. Vi skal værne om den lige adgang til sundhed – og det kræver forskellige indsatser og hensyn for forskellige patienter.

Læs Danske Regioners udspil "Sundhed for alle" her.

Kontakt

Sådan får patienter indflydelse på deres egen behandling

Danske Patienters vicedirektør fortæller i denne video om brugerstyret behandling. Det er en metode til at inddrage patienterne, så de kan spille en mere aktiv rolle i deres eget behandlingsforløb.

Det borgernære sundhedsvæsen

Danske Patienter kommer med tre anbefalinger, der skal styrke sammenhængen i sundhedsvæsenet og den borgernære indsats.

Læs anbefalingerne ved at klikke på billedet:

none