Behandlingen skal hjem i dagligstuen
Regeringens ekspertpanel kommer medio november med anbefalinger til, hvilke supersygehuse der skal have støtte fra puljen på 40 milliarder kroner.
Ekspertgruppens anbefalinger kommer uden en samlet national plan for telemedicinske løsninger, der netop skal være med til at løse sammenhængsproblemer på tværs af regioner, sygehuse, specialer og sektorer.
Danske Patienter er bekymrede for konsekvenser for patienter af, at man nu alene bygger oven på allerede de eksisterende strukturer, som vi ved ikke kan skabe den nødvendige sammenhæng for patienter hvis forløb går på tværs af både specialer og sektorer. Danske Patienter opfordrer i et nyt indspil de nationale myndigheder til at formulere ambitiøse, forpligtende, nationale standarder for telemedicinske løsninger, så udviklingen går fra enkelte pilotprojekter til integrerede løsninger, som kan komme patienter til gode i hele landet.
Formand for Danske Patienter Lars Engberg hæfter sig ved, at der puttes mange mursten i nye supersygehuse, uden at dimensioneringen udvikles tilstrækkeligt i sammenhæng med planer for udrulning af de nødvendige borgernære tilbud - som netop telemedicin.
Der er solid dokumentation for gevinsterne; færre fejl, bedre behandlingskvalitet, færre genindlæggelser, kortere liggetider og større livskvalitet for patienterne. Alligevel tøver regeringen og regionerne med at foretage de nødvendige handlinger og investeringer, og laver en sygehusstruktur, der ikke i tilstrækkelig grad tager højde for fremtidens patienters behov og de teknologiske muligheder ved tværsektoriel telemedicin.
Telemedicinske løsninger kan sikre overvågning, behandling og kommunikation mellem patient og sundhedsprofessionelle, bedre samarbejde og deling af oplysninger mellem sundhedsfagligt personale over lange afstande, så der bliver lettere adgang til specialistvurderinger – også i de tyndtbefolkede egne af Danmark. Lungepatienter kan måle deres lungefunktion og iltmætning i blodet, og hjertepatienter bliver udstyret med en lille sender, som løbende aflæser hjerterytmen og sender informationerne ind til sygehuset. Praktiserende læger og hjemmesygeplejen kan sende billeder og holde videokonferencer med specialister på sygehusene.
Telemedicinske løsninger kan give patienter større uafhængighed af sundhedsvæsenets organisering og arbejdsrytmer og dermed give patienter bedre vilkår til at håndtere et liv med sygdom - redskaber som er helt centrale i en tid, hvor antallet af mennesker med en kronisk lidelse, som skal leve et fuldt liv på arbejdsmarkedet, under uddannelse og i familien, er stigende.
Læs mere om nationale standarder for telemedicinske løsninger i indspillet: "Telemedicin – en vigtig løsning for patienterne " på Danske Patienters hjemmeside