Danske Patienter bakker op om regeringens Coronatiltag

Nyhed

Situationen omkring Coronavirusset er så ekstraordinær, at Danske Patienter helt undtagelsesvist bakker op om at suspendere normale patientrettigheder.

Regeringen har indført en række gennemgribende tiltag for at begrænse skadevirkningerne af Coronavirussen, som breder sig hastigt i øjeblikket.

Blandt andet har Folketinget torsdag aften hastevedtaget, at nogle af de normale patientrettigheder - behandlingsgarantien og udredningsretten - vil blive sat ud af kraft.

Danske Patienter er enig i, at sundhedsvæsenet står over for et voldsomt pres, dels på grund af flere patienter med Coronavirus, og dels fordi sundhedspersonale kan være smittet eller sat i karantæne.

Derfor bakker Danske Patienter helt undtagelsesvist op om midlertidigt at suspendere de nævnte patientrettigheder.

Sundhedsvæsenet bliver nødt til at prioritere benhårdt i øjeblikket. Ellers risikerer vi, at det bryder sammen, og at der også kan komme dødsfald blandt andre patienter end dem med Coronavirus. Så det er derfor, at vi accepterer, at det her er nødvendigt, siger direktør Morten Freil, Danske Patienter.

Udrednings- og behandlingsgarantierne er vigtige redskaber til at sikre, at man som patient finder ud af, hvad man fejler og derfor kan få den rigtige behandling - og at den kommer i gang til tiden. Så det er vigtigt, at de genindføres, så snart nødsituationen er overstået.

I mellemtiden må vi alle sammen væbne os med lidt mere tålmodighed og forståelse end normalt, mener Danske Patienter.

Men er man livstruende og akut syg, så er det vores indtryk, at man stadig godt kan være tryg ved, at man får den påkrævede behandling, siger Morten Freil.

Coronavirus i Danmark

De danske myndigheder har samlet alle informationer om coronavirus/covid-19 på denne side. Hvis du ikke finder svar her, kan du ringe til den myndighedsfælles hotline på 7020 0233.

Spørgsmål til Corona?

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

Vi har samlet nogle links med gode spørgsmål/svar her