Danske Patienter foreslår genetablering af ikke-akutte behandlinger

Nyhed

Nu er tiden kommet til at overveje, hvordan sundhedsvæsenet kan genetablere de ikke-akutte operationer og behandlinger, der blev suspenderet i forbindelse med corona-epidemiens indtog i Danmark.

Da coronavirusset bed sig fast i Danmark, besluttede regeringen at suspendere ikke-akutte operationer og behandlinger for at frigive ressourcer i sundhedsvæsenet til at håndtere den formodede bølge af coronasmittede danskere med akut behov for sygehusbehandling.

Det var en beslutning, som Danske Patienter bakkede - og fortsat bakker - op om.

Udviklingen siden da har vist, at sundhedsvæsenet har kunnet håndtere coronaepidemien uden at bryde sammen. Faktisk er der stadig ledig kapacitet flere steder.

Derfor mener Danske Patienter, at det nu er på tide at overveje, hvordan man kan genoptage de ikke-akutte operationer og behandlinger for at formindske den pukkel, der er ved at blive opbygget.

Foreningen har derfor netop sendt dette forslag til "Principper for genetablering af udredning og behandling af ikke-akutte sygdomme" til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke, formand for for Danske Regioner Stephanie Lose og Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg.