Danskerne om vaccineplan: Sårbare skal forrest i køen

Pressemeddelelse
Corona vaccine

Størstedelen af danskerne mener, at folk med kroniske sygdomme og handicap bør prioriteres over raske i vaccineplanen – og ni ud af 10 er villige til at give deres egen plads i køen til en sårbar. Det viser en undersøgelse fra Danske Patienter og Danske Handicaporganisationer.

Da Sundhedsstyrelsens i midten af marts ændrede vaccineplanen, mistede 200.000 mennesker med sygdomme og handicap pludselig – og uden faglig forklaring – deres prioritet i køen.

Danske Patienter og Danske Handicaporganisationer har været stærkt kritiske over ændringen, og nu viser en ny undersøgelse, at danskerne er enige i kritikken. 85 procent af de adspurgte mener, at de syge bør prioriteres før de raske, og ni ud af 10 vil være villige til at afgive deres plads i vaccinekøen til en sårbar.

Den store opbakning glæder de to organisationer.

Det sender et tydeligt signal til myndighederne om, at de sårbare bør blive prioriteret før raske. De fleste kender måske en person i øget risiko, hvis hverdag har været vendt på hovedet i et år, og som nu skal være isoleret i endnu længere tid. Og det synes hverken vi eller danskerne er fair.
- Klaus Lunding, formand for Danske Patienter.
Statsministeren bad de svageste være de stærke. Og os alle om at udvise samfundssind. Bredere opbakning til vaccine-samfundssind i en coronatid bliver svær at finde – og vi håber virkelig, at myndighederne vil tage den danske befolkning alvorligt og handle derefter.
- Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.

Undersøgelsen er gennemført af Analyse Danmark på vegne af Danske Patienter og Danske Handicaporganisationer.
 

Store konsekvenser

Ændringen af vaccineplanen har store konsekvenser for de mennesker, der nu får forsinket deres stik – for nogle med flere måneder, hvis leverancerne af vacciner ellers forløber planmæssigt.

For Sundhedsstyrelsen handler ændringen om at sikre mindre bureaukratisk bøvl. For os kan denne ændring handle om liv eller død eller langvarige, alvorlige sygdomsforløb. Vores appel er klar: Tænk nu mennesker før systemer! Sikr alle sårbare, inden i påbegynder alders-systemet.
- Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.


At mennesker i øget risiko kommer bag i køen, er især problematisk nu, hvor samfundet åbner op igen, fordi stigende smitte og færre restriktioner gør de sårbare endnu mere udsatte for smitte.

Både Danske Patienter og Danske Handicaporganisationer opfordrer derfor sundhedsmyndighederne til at tage situationen alvorligt, så færrest muligt kommer i klemme.

Myndighederne må gøre alt, hvad de kan, for at sikre sig, at alle dem, der er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb, nu kan blive visiteret til gruppe 5 – og hellere én for meget end en for lidt.
- Klaus Lunding, formand for Danske Patienter.

Kontakt

Rikke Skovgaard. Foto: Tea Petersen

Rikke Skovgaard

Kommunikationschef
31 18 93 42