Patienter står i kø: Efterårets coronasmitte kan give flere udskudte behandlinger

Nyhed
billede

Øget coronasmitte kan betyde endnu flere udskudte behandlinger og operationer på landets sygehuse. Der er akut behov for tilstrækkeligt sundhedspersonale, lyder det fra Danske Patienter i et interview til Berlingske.

Til efteråret står coronaen igen for døren, og de danske myndigheder forventer, at smittebølger kan føre til flere corona-relaterede indlæggelser. Sundhedsvæsenet vil blive presset til sit yderste, og Danske Patienter frygter, at det betyder flere udskudte behandlinger og operationer.

Vi er meget bekymrede for den nuværende udvikling. Der er patienter, som venter meget længe på udredning og behandling, der er blevet udskudt flere gange. Vi kan se, at regionerne har svært ved at få barberet ventelisterne ned, så patienter får en rimelig ventetid, siger Morten Freil til Berlingske. 

Mere personale skal sikre kortere ventelister

Et notat fra Sundhedsministeriet fra februar 2022 viser, at omkring 100.000 operationer er blevet udskudt siden coronasmitten kom til Danmark. En udvikling, der har taget fart efter nedlukninger af sundhedsvæsenet, ekstraordinært mange indlæggelser med akutte luftvejsinfektioner og sygeplejerskestrejken. 

Ingen kunne forudsige corona på den måde. Vi ser med bekymring ind i fremtiden, men vi anerkender, at der ikke er noget hurtigt fix i forhold til at sikre kortere ventetider. På kort sigt er den eneste mulighed for at få barberet ventelisterne ned, at der bliver rekrutteret tilstrækkeligt, kvalificeret personale, siger Morten Freil til Berlingske.

På længere sigt mener Danske Patienter, at situationen bør give anledning til en gennemgribende reform af sundhedsvæsenet. Blandt andet ved at sikre at patientforløbene bliver effektive uden unødige genindlæggelser, og at overflødige behandlinger og procedurer, som ikke gavner patienterne, bliver fjernet.

Emne