Gentænk almen praksis – for patienters og lægers skyld

Kronik forfattet af Morten Freil, direktør, Iben Berg Hougaard, analyse- og dokumentationschef og Johanne Kure, sundhedspolitisk konsulent fra Danske Patienter. Bragt i JyllandsPosten den 17. november 2021.

Manglen på praktiserende læger er udbredt – og mange års politiske debatter og anstrengelser har ikke løst det endnu. I regeringens seneste udspil ’Tættere på II’ bliver nye organiseringsformer som regions- og licensklinikker fremhævet som en del af løsningen. Forslaget udløser bekymring hos lægernes fagforening, Praktiserende Lægers Organisation (PLO), der peger på den klassiske ”familielæge” som den eneste organisering, der kan give patienterne den fornødne kvalitet.

I Danske Patienter er vi også optaget af at sikre høj kvalitet for patienter i almen praksis. Og netop derfor mener vi, at det er helt rigtigt at udforske mulighederne i nye organiseringsformer, der kan eksistere side om side med den traditionelle praksisform.

I dag er der dog begrænset viden om, hvordan de forskellige praksisformer fungerer på vigtige parametre som patienttilfredshed, økonomi og arbejdskraft, viser en gennemgang af dokumentationen som vi i Danske Patienter har lavet.

En del af forklaringen er formentlig, at afprøvningen af nye praksisformer hidtil er sket i en meget lille skala og på nogle svære vilkår. Derfor er det også for tidligt at pege på, hvad der præcist skal være løsningen. Men vi skylder borgerne at gå åbent og sagligt til værks og ikke afvise nye løsninger, inden vi har tilstrækkelig dokumentation for, hvordan de virker.

Patienttilfredsheden er stort set den samme

Kigger man på patienttilfredsheden i henholdsvis PLO-klinikker og regionsklinikker, er det ikke muligt at konkludere, at det ene kliniktilbud er bedre end det andet.

I en analyse fra 2019 konkluderer PLO, at patienternes tilfredshed er højere i PLO-klinikker, end den er i regionsklinikker. Dykker man ned i tallene, er forskellene dog meget små – i de fleste kategorier ligger forskellene på omkring 1-2 procentpoint.

Man skal dog passe på med at konkludere for entydigt på tallene – for det første fordi data er indsamlet på en måde, der indebærer risiko for uensartet inklusion og selektionsbias. For det andet fordi man må antage, at der i denne undersøgelse gælder samme princip som i andre undersøgelser, der sammenligner personer og organisationer: Vi mennesker er mere tilbøjelige til at kritisere organisationer eller større enheder, der ikke har et ”ansigt” på, fremfor personer – i dette tilfælde enkeltmandspraksis. Og for det tredje ved vi fra andre undersøgelser, at når man selv har haft indflydelse på en beslutning, påvirker det en tilfredshedsscore positivt. Patienter i regionsklinikker har ikke aktivt valgt det til, og det kan påvirke tilfredsheden negativt.

I VIVEs midtvejsevaluering af regionsklinikken ’Praksisklinik Bornholm’ i 2019, bliver der konkluderet, at regionsklinikkens patienter er tilfredse med tilknytningen og oplever en tilgængelighed og kvalitet på samme niveau som hos deres tidligere læger.

Den ene er ikke nødvendigvis dyrere end den anden

Når man ser på, hvilke organiseringsformer der er mest økonomisk rentable at drive, så vi sikrer optimal udnyttelse af sundhedsvæsenets ressourcer, peger erfaringer og analyser i forskellige retninger.

Mens PLO i en analyse fra 2019 konkluderer, at omkostningerne er langt højere ved udbuds- og regionsklinikker end ved de traditionelle PLO-klinikker, så viser en undersøgelse fra Region Nordjylland, at det er patientsammensætningen – og ikke kliniktypen – der har betydning for omkostningsniveauet. PLO-klinikker er nemlig også væsentligt dyrere at drive i de områder, hvor udbuds- og regionsklinikkerne er placeret.

Igen er det svært at konkludere noget entydigt, men det tyder på, at man skal tage højde for de demografiske faktorer i en kliniks dækningsområde, når man sammenligner de økonomiske omkostninger.

Læger har forskellige ønsker til deres arbejdsliv

En forudsætning for at sikre lægedækning i almen praksis er, at organiseringen matcher forventninger og ønsker hos det sundhedsfaglige personale, der skal vælge at arbejde her. Men heller ikke her er der ét klart svar.

En undersøgelse blandt Yngre Lægers medlemmer i 2018, viser, at det langt fra er alle de nye og kommende almenmedicinere, der ønsker de samme rammer om deres arbejdsliv, som hovedparten af de praktiserende læger har i dag. Mens to tredjedele er overbevist om, at de skal eje deres egen praksis, ønsker mere end hver tiende det ikke, og hver fjerde er i tvivl.

Kun to procent ser enkeltmandspraksis som den ideelle arbejdsform. I forhold til regionsklinikker anser kun fire procent det som ønskejobbet, mens knap fire ud af ti godt kan forestille sig at arbejde der.

De yngre læger har altså forskellige ønsker til deres arbejdsliv, og mange af dem ser ikke sig selv som klinikejere. Svarene i undersøgelsen er vigtige, for almen praksis står overfor et generationsskifte – ifølge PLO var en tredjedel af lægerne i 2020 60 år eller ældre. Hvis man vil sikre sig, at de nye læger tilvælger almen praksis som speciale, er man nødt til at indrette praksissektoren, så den i højere grad end i dag imødekommer lægernes forskellige ønsker.

Kontinuitet kræver permanente løsninger

Én ting, der findes dokumentation for, er at kontinuitet i kontakten mellem læge og patient har stor betydning. En nyere norsk undersøgelse viser, at der er en signifikant sammenhæng mellem kontinuitet og henholdsvis akutte hospitalsindlæggelser og dødelighed: Jo længere læge-patient forhold, desto færre akutte hospitalsindlæggelser og lavere dødelighed.

Selv om undersøgelsen ikke kan redegøre for, om kontinuitet har samme betydning for alle patientgrupper, er den et solidt argument for, at vi skal væk fra midlertidige løsninger på dårlige vilkår. Regions- og udbudsklinikker er i dag midlertidige løsninger, og det bærer rammebetingelserne præg af. En situation, der har givet grobund for at se kontinuitet og nye organiseringsformer som hinandens modsætninger. Sådan behøver det ikke at være. Hvis de nye klinikformer bliver gjort mere attraktive at arbejde i, vil det være langt nemmere at sikre en kontinuitet i behandlerkontakten for patienterne.

Samtidig er det afgørende, at man også tænker andre parametre end kontinuitet ind, når man skal indrette fremtidens lægetilbud.

En måling, som Danske Patienter har gennemført i et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i juli 2021 viser, at kronisk syge med mange kontakter til almen praksis i særligt høj grad efterspørger kontinuitet i lægekontakten. Samme måling viser også, at et flertal blandt danskerne prioriterer at få en hurtig tid hos lægen over det at komme ind hos samme læge hver gang. Helt overordnet giver den et billede af, at borgerne vægter dimensioner af tilgængelighed forskelligt – og at der ikke er fuld overensstemmelse mellem, hvad der er vigtigt for borgerne i forhold til at have adgang til deres praktiserende læge – og hvad de oplever er muligt i dag.

Lad os blive klogere sammen

Som gennemgangen illustrerer, er der gennemført nogle undersøgelser af de nye organiseringsformer i almen praksis, og enkelte har forsøgt sig med sammenligninger. Det bliver dog tydeligt, at der fortsat er brug for meget mere viden på området, hvis vi skal sikre bæredygtige løsninger for patienter, læger og sundhedsvæsen. Noget af det, der er brug for mere og grundig viden om, er patienternes ønsker og behov.

I Danske Patienter håber vi, at regeringens nyeste udspil vil være anledning til, at vi får meget mere viden om feltet – og at vi på den baggrund kan tage en oplyst og saglig debat om, hvordan vi får sikret alle danskere det rette tilbud om almen praksis, som de har behov for og krav på.