God faglig plan for genåbning af sundhedsvæsenet kræver politisk opfølgning

Kommentar

Sundhedsstyrelsens plan for genaktivering af sundhedsvæsenet er detaljeret, gennemarbejdet og god. Danske Patienter opfordrer de politiske parter til at sørge for, at den bliver ført ud i livet.

I Danske Patienter er vi glade for, at regeringen, regionerne, kommunerne og lægerne har aftalt, at sundhedsvæsenet igen skal til at genåbne for de aktiviteter, der blev sat på pause for at imødegå truslen fra coronaepidemien.

Genåbningen afspejler den positive kendsgerning, at færre har behov for behandling for COVID-19 end frygtet. Så nu kan der igen findes ressourcer til at sikre, at flere patienter kan få den behandling, de har ventet på, flere kan blive undersøgt for, om de har brug for behandling, og flere kan komme til kontrol og genoptræning. 

Puklen skal nedbringes hurtigst muligt

Vi anerkender, at det er for tidligt at begynde at tale om genindførelse af patientrettigheder som udrednings- og behandlingsgarantien, fordi der er opbygget en stor pukkel, der gør det urealistisk at sikre patienter udredning og behandling inden for en måned. Men derfor er det også vigtigt, at der gøres alt for at nedbringe puklen hurtigst muligt. Hver dag med nedsat kapacitet betyder længere ventelister. Og lange ventetider til behandling og operation kan have store fysiske, psykiske og sociale konsekvenser for patienter med smerter og nedsat livskvalitet til følge.

Derfor er det vigtigt, at regeringen sætter sig i spidsen for at få skabt de politiske rammer, der skal til for at føre Sundhedsstyrelsens fagligt funderede plan ud i livet. Vi hæfter os især ved, at Sundhedsstyrelsen anbefaler individuel vurdering og fokus på livskvalitet og funktionsniveau, når den enkelte patients behov skal vurderes.

En vigtig målsætning må være at forpligte regioner og kommuner til at afdække og udnytte den samlede kapacitet, herunder at indgå aftaler om samarbejde mellem regioner og hospitaler og om optimal udnyttelse af kapaciteten på private hospitaler. Nogle hospitaler har ledig kapacitet, mens andre er pressede. Selvom patientrettighederne er sat i bero, er det vigtigt at tilbyde patienter behandling i andre regioner eller på privathospitaler, så kapaciteten udnyttes optimalt. Ellers bliver puklen bare større med uoverskuelige konsekvenser for patienter og samfundsøkonomi.

Patienter skal opfordres til at tage kontakt til lægen

Det er vigtigt, at der i aftalen lægges op til øget aktivitet i almen praksis, så patienter bliver henvist til hospital, når det er nødvendigt og ikke går rundt med en uopdaget sygdom. Men forudsætning for, at almen praksis kan behandle og henvise flere patienter er, at patienterne henvender sig. Under coronakrisen har vi set, at færre patienter har henvendt sig til almen praksis med symptomer på alvorlig kroniske og langvarige fysiske og psykiske sygdomme. Det er kritisk, fordi uopdaget sygdom kan føre til, at den enkelte får et alvorligere sygdomsforløb.

Der påhviler derfor myndighederne en stor opgave, der går ud på at oplyse borgerne om vigtigheden af at kontakte lægen, hvis man har symptomer på sygdom så sygeligheden ikke vokser yderligere.

Læs her Danske Patienters forslag til "Principper for genetablering af udredning og behandling af ikke-akutte sygdomme."