Hilsen fra ViBIS under COVID-19

Inddragelse
none

Da COVID-19 kom, stod ViBIS stille for en stund, men vi er tilbage med friske perspektiver på inddragelsesmetoder, som kan bruges under og efter virus. De er relevante som før men også på nye måder.

Ligesom så mange andre arbejder vi hjemmefra i ViBIS, og ligesom resten af samfundet har vi haft nogle uger, hvor alt blev sat i stå. Da vi primært samarbejder med sundhedsprofessionelle og patienter, blev mange aktiviteter aflyst, mens andre blev udskudt — først til senere på foråret, og så til efteråret eller ligefrem til næste år.

Men vi er her endnu, og brugerinddragelse i sundhedsvæsenet er lige så relevant som før COVID-19 — endda relevant på nye måder.

Det vil vi sætte fokus på de næste måneder.

Cadeau til sundhedsvæsenets håndtering

Det er selvsagt, at brugerinddragelse ikke har været første prioritet under den akutte fase af COVID-19-krisen. Det gælder både for klinikere, som har måttet tage samtaler med afstand og værnemidler, og kvalitetsafdelingerne, som har måttet sadle om og udbyde træning i intensiv pleje og udskyde igangværende indsatser.

Selvom inddragelse af patienter og pårørende er vores hjertebarn i ViBIS, har vi også måtte tage en time-out og afvente situationen i sundhedsvæsenet. Vi har fra sidelinjen været imponerede over, hvordan det danske sundhedsvæsen på utrolig kort tid har været i stand til at omstille sig, og gjort sig parat til at håndtere store grupper af meget syge patienter.

Stor cadeau til jer.

Brugerinddragelse som før og på ny

Halvanden måned inde i sundhedskrisen, ser vi nu fremad og er igen optagede af vigtigheden af brugerinddragelse. Inddragelse af patienter og pårørendes viden, præferencer og behov er mindst lige så relevant for den gode kvalitet af et patientforløb som før — både under og efter COVID-19.

Vi ved, at selv alvorligt syge patienter ønsker at blive inddraget, i for eksempel beslutninger om behandling. Vi ved, at det selv i akutte forløb giver mening at inddrage patienter og pårørende, så vidt det er muligt.

Vi anbefaler derfor, at patienter og pårørende inddrages systematisk. 

Det gælder i de svære og alvorlige beslutninger — det kan være en dialog med en ældre svækket patient eller dennes pårørende om ønsket om genoplivning, eller det kan være en samtale om behandling i respirator.

Det gælder også i de dele af sundhedsvæsenet, som trods COVID-19, stadig har programmerne fyldt og ser en masse patienter. Her er systematisk brugerinddragelse også meningsfyldt. Ved at inddrage patienter i dialogen om deres pleje og behandling under COVID-19, øges deres vidensniveau og dermed også deres tryghed og tiltro til sundhedsvæsenet.

Det er endnu mere relevant i denne tid, hvor det kan opleves mere utrygt at være patient. 

Online workshop i Nationalt Netværk for Brugerinddragelse

ViBIS' nye netværk for brugerinddragelse holder sine første arrangementer i løbet af 2020, men COVID-19 betyder, at vi må tænke kreativt. Derfor skal vores første workshop foregå online. 

Nysgerrig?

Så meld dig ind Nationalt Netværk for Brugerinddragelse lige her. 

Og find det første arrangement her. 



Akut fælles beslutningstagning?

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

Når situationer er akutte, er det ikke altid muligt at inddrage patienter og pårørende i beslutninger om behandling. Situationen kan også være så kaotisk, at det ikke er meningsfuldt, selv hvis det principielt er muligt. Alligevel bør det efterstræbes der, hvor det giver mening. For det er patientens ret at informere om ønsker og præferencer, når det er muligt — ligesom patienten har ret til at frabede sig behandling.

Du kan læse om metoden 'fælles beslutningstagning' lige her.