Kapacitetspres og patientbesvær skal med i ligningen, når vi prioriterer i sundhedsvæsenet

Debatindlægget er bragt i Sundhedsmonitor den 27. september 2023

Vi står i en alvorlig situation, hvor kapaciteten i sundhedsvæsenet er mere presset end nogensinde før. Patienter risikerer at strande på årelange ventelister til behandling, alt imens deres sygdom forværres – en barsk virkelighed, som for få år siden ville have virket utænkelig, men som nu er en præmis, så langt øjet rækker.

Den manglende kapacitet koster på livskvalitetskontoen hos den enkelte patient, men det giver også en voksende regning til behandling, der på et senere tidspunkt skal betales. Derfor er det ikke overraskende, at politikerne ser kapacitetsproblemerne som en hovedudfordring for sundhedsvæsenet, der må og skal løses.

Der er ingen quick fixes, men initiativer som en Sundhedsstrukturkommission, Robusthedskommission, Behandlingsråd, Medicinråd og Prioriteringsråd kan på hver deres måde bidrage til, at vi får anvendt ressourcerne mest effektivt – men det kræver nye rammer og en ny tilgang, hvis deres anbefalinger og prioriteringer skal gavne sundhedsvæsenet og patienterne.

Vores opfordring er klar: Tænk faglig prioritering i et helhedsperspektiv, der tager højde for kapacitetspres, og regn patienternes besvær ind i ligningen, når nye behandlinger bliver vurderet. Ellers vil gevinsterne ét sted i systemet blive en byrde et andet sted – og så er patienterne igen sendt til tælling.

Det kan være dyrt at spare

Et aktuelt eksempel på dette er inden for øjenområdet med behandling af sygdommen våd AMD, som Medicinrådet netop har vurderet.

Sygdommen betegnes af Sundhedsstyrelsen som en akut tilstand, og for sen udredning og behandling kan i værste fald medføre, at patienter mister synet, mens de venter. Kapaciteten til opsporing, behandling og kontrol er under pres, og antallet af patienter stiger.

Behandlingen sker på sygehuset i form af injektioner i øjet. Der er tre ligestillede lægemidler med hensyn til klinisk effekt og risikoprofil. De tre lægemidler skal alle gives som injektioner.

For at finde det mest omkostningseffektive lægemiddel har Medicinrådet analyseret omkostningerne ved selve behandlingen på sygehuset og de afledte omkostninger.

Analysen viser, at der mellem de tre lægemidler er markante forskelle på behovet for besøg på sygehuset, altså en forskel i kapacitetsbelastning. Imidlertid kan en forskel i lægemidlets pris medføre, at det lægemiddel der kræver flest behandlinger og kontroller, bliver anbefalet.

Et andet eksempel på, at beslutninger i Medicinrådet unødigt belaster sundhedsvæsenet, og samtidig er til ulempe for patienter og påfører dem ekstra besvær, er behandling af migrænepatienter. Her vælger Medicinrådet at ligestille præparater, der skal administreres helt forskelligt: Det ene præparat skal gives intravenøst på sygehuset, det andet præparat kan patienten tage hjemme.

Men fordi præparatet, der kræver, at patienten kommer til sygehuset for at modtage behandling, er det billigste, ja, så anbefaler Medicinrådet regionerne, at de skal anvende det billige. Hvis man regner kapacitetsbelastningen med i ligningen, så er det altså en besparelse, der koster dyrt et andet sted. Anbefalingen ligger helt inden for de rammer, som regionerne har givet Medicinrådet, men det gør ikke beslutningen mere rigtig.

Fælles for begge eksempler er, at merbelastningen af kapaciteten og øget patientbesvær ikke indgår i ligningen. Det er først og fremmest frustrerende for patienterne, men det vidner også om, at der er potentiale for at lave klogere prioritering, som ikke belaster kapaciteten i sundhedsvæsenet unødigt og i øvrigt gavner patienterne. Alt det kræver, er at arbejdet i Medicinrådet og andre prioriteringsorganer bliver tænkt ind i et helhedsperspektiv frem for øde øer, der arbejder isoleret fra hinanden.