Korte høringsfrister presser demokratiet

Nyhed
none

Høringsfristerne bliver kortere og kortere i forbindelse med lovforslag og bekendtgørelser. Det går både ud over kvaliteten af lovgivningen og demokratiet.

I 2010 gennemførte Momentum en undersøgelse for KL, som viste at halvdelen af høringssvarene har 14. dages frist – og de seneste to-tre år er høringsfristerne blevet endnu kortere. Inden for det seneste år er høringsfristerne blevet så korte, at det er blevet umuligt for Danske Patienter at indsamle faglige input, viden og erfaringer fra organisationens medlemsforeninger, og dermed give et ordentligt høringssvar.

Et eksempel på de ekstremt korte frister er høringen vedrørende et nyt lovforslag om Øfeldt Centrene fra december 2011. Danske Patienter fik blot to dage til at samle den rigtige viden fra organisationens16 medlemsforeninger samt skrive et høringssvar – det var en umulighed.

Samme tendens afspejler sig ikke alene ved høringssvar i forhold til lovstof – men også i inddragelsesprocesser omkring styrelsers og ministeriers arbejde. Et eksempel på dette var udarbejdelsen af den Nationale Strategi for Telemedicin, hvor man i sidste fase valgte at sløjfe en planlagt høring på grund af tidspres. 

Politiske beslutninger bliver dårligere

Danske Patienter ser tre overordnede konsekvenserne af de korte høringer:

  • Grundlaget for de politiske beslutninger svækkes. Det sker, fordi høringsparterne ikke har mulighed for at indhente al relevant viden - fagligheden i høringsprocessen forsvinder dermed
  • Muligheden for offentlig debat svækkes. Denne forskydes til tiden efter beslutningerne er truffet - og det giver et demokratisk problem
  • Embedsværket, der ligger inde med store faglige kompetencer, sættes ud af spil. Det sker netop, fordi processen med høringerne er så kort. De drøftelser og den bearbejdning af indkomne høringssvar, som ministeriet er gearet til at foretage (herunder inddragelse af relevante parters perspektiver) forskydes til den politiske proces i udvalgsarbejdet. Derfor vil faglige organisationer m.fl. tage direkte kontakt til ordførerne, fordi det er umuligt at spille ind med viden i høringsfasen. Den politiske proces er dog ikke er gearet til sagsfremstilling - og resultatet kan meget vel blive dårlig lovgivning

Danske Patienter har skrevet flere breve til Folketinget om problematikken - det seneste i oktober 2011 til formanden for Folketingets Udvalg for Forretningsordenen, Mogens Løkketoft (S). Et brev, der endnu ikke er kommet svar på.