Manifest skal sikre brugerinddragelsen i fremtidens sundhedsvæsen

Konference
150 deltagere var mødt op i Fællessalen for at høre mere om manifestet.

150 gæster var mødt op i Fællessalen på Christiansborg for at høre om arbejdet med det manifest, som Tænketank for brugerinddragelse under Danske Patienter, KL og Danske Regioner har udarbejdet.

Vi skal fra fokus på brugerne til brugernes fokus.

Med de ord indledte sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S) Danske Patienters lancering af manifest for brugerinddragelse. En fyldt sal tog imod manifestet med livlig diskussion og rosende ord.

Manifestet er en fælles vision for, hvordan fremtidens sundhedsvæsen systematisk inddrager brugerne – patienterne og deres pårørende. Gennem 20 punkter og et baggrundsnotat bliver visionerne foldet ud til konkrete tiltag, som ledere, brugere, forskere, uddannelsesansvarlige og klinikere selv kan bidrage med.

Vil manifestet gøre en forskel?

Det store spørgsmål er, om manifestet vil leve videre uden for fællessalens fire vægge – om visionerne rent faktisk vil blive realiseret i praksis.

En af dem, der var optaget af netop dét spørgsmål, er Lotte Hede, der er stabschef på Amager og Hvidovre Hospital. Hun tog positivt imod manifestet – især fordi det beskriver ”motivation” hos personalet som en vigtig forudsætning.

Det er jo altafgørende, at personalet føler sig motiveret til at inddrage. Og det handler især om, at det skal være konkret, hvilken forskel brugerinddragelse gør, siger hun.

Oplægsholdere såvel som gæster i salen italesatte flere gange, at manifestets styrke ligger i den brede repræsentation – at afsenderne bag produktet både er ledere, patienter, forskere og klinikere. Det er vigtigt for, at manifestet får et liv efter lanceringen.

Det mener Anni Olesen, der selv har været patientrepræsentant i tænketanken, som står bag manifestet:

Brugerinddragelse kræver en kulturændring, så det, at der har været så mange interessenter involveret i arbejdet, er vigtigere, end de ord, der står på papiret. Men manifestet er et godt redskab at gå videre med, siger hun.

Brugerinddragelse er fremtiden

En af de grupper, som er vigtige for en kulturændring, er lægerne – herunder også fremtidens læger. De lægestuderende var repræsenteret blandt gæsterne i form af Claas Johannsen, der er formand for Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL).

Han forklarer, at man som studerende ofte har fingeren på pulsen i forhold til nye metoder og forskning, og derfor er manifestet ikke blot et vigtigt, men også et længe ventet dokument.

Jeg vil sige, at det er på tide med et fælles manifest for brugerinddragelse. Jeg er ikke i tvivl om, at brugerinddragelse er en helt afgørende del af det at være læge i fremtiden.

Se billeder fra dagen her:

Se video fra lanceringen

Vi fangede to af deltagerne til en snak om manifestet.

none

Manifest for brugerinddragelse i sundhedsvæsenet

Download manifestet her:

none

Tænketank for brugerinddragelse

Tænketanken består af seks ekspertgrupper med ledere, klinikere, patienter, pårørende, kvalitetskonsulenter, forskere og uddannelsesansvarlige.

Grupperne har det seneste halvandet år diskuteret udfordringer og løsninger for øget brugerinddragelse i Danmark.

Danske Patienter, KL og Danske Regioner står bag tænketanken – i samarbejde med ViBIS og med midler fra Sundhedsstyrelsen.

Læs mere om tænketanken her.