Medicinsamtale skal give nye kronikere god start

Nyhed

Apoteker tilbyder fra 1. januar en Medicinsamtale til nydiagnosticerede kronikere.

Samtaler på apoteket skal sikre, at nye kronisk syge patienter får den bedst mulige effekt og forståelse af deres medicin.

Alt for mange kronikere har problemer med at bruge deres medicin rigtigt, og får derfor ikke det optimale ud af deres medicin. Derfor har alle nydiagnosticerede kronikere fra 1. januar fået mulighed for en uddybende Medicinsamtale på apoteket. Det skriver Danmarks Apotekerforening.

Medicinsamtalen har fokus på:

  • At give patienten gode medicinvaner.
  • At patienten får et godt kendskab til og forståelse for behandlingen, herunder at patienten ved, hvordan medicinen virker og kender til mulige bivirkninger.
  • At gøre patienten i stand til at håndtere de situationer, hvor behandlingen kan volde problemer.

Samtalen er delt i to og tager i alt 20 minutter. Det første møde foregår altid på apoteket, mens det andet opfølgende møde kan klares over telefon.

Gode erfaringer fra England

Erfaringer fra England viser, at 75 procent af de patienter, der har taget imod et lignende tilbud, bruger deres medicin korrekt. For de patienter, der ikke har taget imod tilbuddet, bruger 65 procent medicinen korrekt.

Læs mere i brochuren "Kom godt igang med din medicin" her.

Emne